Tirsdag den 18. maj kl. 20.30 til ca. 22.00 er der skumrings- og stillevandring i Fruens Plantage. Undervejs vil der være oplæsning af forskellige digte, som passer til stemningen. Man slutter af med snak rundt om lejrbål ved naturbasen. Arrangementet er en del af den landsdækkende kampagne ”Sammen i bevægelse”, som Næstved Bibliotek og Borgerservice kører i uge 18-23.

Skumringstimen betegner overgangen mellem dag og nat. Her på lysets yderste punkt inviteres du med på en skumrings- og stillevandring i Fruens Plantage i Næstved. Det er en kortere vandring for alle, der er nysgerrige på at opleve naturen og måske sig selv på en ny og mere sanselig måde.

Kan du høre vinden suse i trækronerne? Mærker du trærødderne under dine fodsåler, dufter du den fugtige skovbund, eller hører du gærdesmuttens snerrende kald? På vores vandring gennem skoven skal vi fordybe os i de sanseindtryk, som naturen giver os, når den skumrende skovs mørke og stilhed sænker sig over os. At være her og nu – måske skubbe hverdagens bekymringer i baggrunden for en stund. Naturen stiller ingen krav.

Litterære intermezzoer undervejs

Undervejs på vores vandring gennem skoven stopper vi op og lytter til en række litterære intermezzoer, der sætter vandringen i relief med digte af Henrik Nordbrandt og Sophus Michaelis, samt tekstuddrag fra Tomas Espedal og David Foster Wallace.

Derudover skal vi også afprøve en nem åndedrætsøvelse, der skal hjælpe os med at sænke pulsen, lindre anspændthed og hjælpe os til at åbne vores sanser.

Snak og bålhygge i den skumrende skov

Vandreturen afsluttes omkring lejrbålet ved Naturbasen i Fruens Plantage. Her er der tid til snak og hygge, mens vi taler om oplevelsen af den skumrende skov og får lidt varmt at drikke. Og måske kommer der en lille historie. Vi går i samlet flok tilbage til parkeringspladsen og siger tak for i aften ca. kl. 22.

Praktisk om vandringen. Vi mødes kl. 20.30 ved Fruens Plantage på parkeringspladsen ved Ny Præstøvej 304. Efter en varm velkomst og en kort introduktion, bevæger vi os sagte og i samlet flok ind i skovens mørkning. Vandringen er på ca. 2 km. Husk passende tøj og fodtøj.

Alt foregår udendørs. Vi overholder det udendørs forsamlingsloft samt øvrige regler omkring afspritning, afstand m.m.

Deltagelse på turen er gratis, men der er tilmelding på www.naesbib.dk. Der er et begrænset antal pladser.

Fakta: Sammen i bevægelse
Næstved Bibliotek og Borgerservice har sammen med landets øvrige biblioteker, Danmarks Radio og en række idrætsorganisationer fokus på bevægelse i den fælles kampagne ”Sammen i bevægelse”. I løbet af 2021 er målet at få endnu flere danskere op af stolene og i gang med at bevæge sig. Her behøver det ikke nødvendigvis at være motion i form af løbeture eller fitness. Det kan også være ganske almindelige hverdagsbevægelser som at slå græs, lege med børn/børnebørn eller at GÅ en tur på biblioteket – alt tæller!

Pressefoto
Del på sociale medier