Flere studerende skal have mulighed for at komme i praktik og lave projekter lokalt i samarbejde med sjællandske kommuner og virksomheder. Og på længere sigt skal der være et antal uddannelsespladser lokalt i regionen. Sådan lyder Roskilde Universitets plan for udflytning.

Roskilde Universitets bestyrelse har godkendt en plan for det videre arbejde med universitetets udflytningsplan: Man vil ikke lukke uddannelser, men i stedet gennemføre konkrete, afgrænsede uddannelsesaktiviteter på steder i Region Sjælland, hvor der er potentiale for et givende samarbejde mellem studerende, virksomheder, organisationer og kommuner.

“Vi vil videreudvikle vores lokale aktiviteter, så vi skaber endnu bedre rammer for, at kandidatstuderende kan indgå i projekt-, praktik- og specialesamarbejder med regionale aktører i løbet af deres uddannelsesforløb,” fortæller rektor Hanne Leth Andersen.

Udflytning af aktiviteter

Baggrunden for udflytningsplanen er regeringens udmelding om, at universitetet skal reducere optaget på hovedcampus med 3-5 pct. (svarende til 144 studerende) frem mod 2030 via udflytning eller mindre optag af studerende.

Mange af Roskilde Universitets fag og uddannelser har tradition for lokalt forankrede uddannelsesaktiviteter. Dette lægger ledelsen vægt på at bygge videre på, fortæller rektor Hanne Leth Andersen:

“Vi kommer til at indgå aftaler med lokale partnere, som skal være med til at gøre det mere tilgængeligt for de studerende at komme i kontakt med lokale virksomheder eller institutioner. Vi håber også de vil støtte med at skaffe bolig midlertidigt, mens studerende fx laver projektarbejde eller speciale lokalt,” siger hun.

Udflytning af pladser

Planerne for styrkelse af enkeltstående aktiviteter ude i regionen skal realiseres frem mod 2025. Det skal ske i samarbejde med kommunerne.

På længere sigt er der desuden planer om at oprette 1-2 uddannelsesfilialer med et antal studiepladser uden for Trekroner, som man som kandidatstuderende kan blive optaget på.

“Det gør vi ikke mindst for at leve op til kravene fra regeringen, som siger, at udflytningen af de enkeltstående undervisningsaktiviteter maksimalt må udgøre 1/3 af den samlede udflytningsplan. Men vi i tror også på, at dette vil være en spændende og attraktiv model for nogle studerende. Det vil konsekvent bringe virkelighedsnære udfordringer ind i deres uddannelsesforløb, gerne tværfagligt på tværs af uddannelserne – og samtidig give dem et forspring på arbejdsmarkedet, når de efterfølgende skal finde et job som færdige kandidater,” siger Hanne Leth Andersen.

Hvis man søger optagelse lokalt på en filial, vil man tage lidt over halvdelen af sin kandidatuddannelse dér. Det kan fx være i form af et praktikforløb eller et semesterprojekt i en virksomhed og et efterfølgende speciale. Samtidig vil universitetet sammen med kommunerne søge at skaffe de unge adgang til relevante studenterjob lokalt og lægge op til mentorordninger.

Formand for regionsrådet, Heino Knudsen, glæder sig over planen om at styrke universitetets rolle regionalt:

“Roskilde Universitet huser mange af landets dygtigste forskere og uddanner hvert år mange kompetente mennesker, der skaber værdi hos sjællandske virksomheder og organisationer. Med de store samfundsudfordringer inden for bl.a. grøn omstilling, sundhed og klima er der mere end nogensinde brug for universitets viden og uddannelser i regionen. Derfor er det også meget positivt, at Roskilde Universitet vil styrke deres tilstedeværelse og samarbejde med aktører i regionen. Som region vil vi gøre vores til, at Roskilde Universitets planer for udflytning bliver en succes og skaber værdi lokalt og regionalt.”

Det vil være oplagt at lade de kommende lokale studiepladser blive en del af eksisterende studiemiljøer i fx Næstved, Nykøbing Falster eller Holbæk, hvor vi i forvejen har forsknings- og uddannelsessamarbejder,” siger Hanne Leth Andersen.

Flytter ikke hele uddannelser

Planen om filialer med lokale studiepladser forventes først realiseret i 2026-28. De studerende, der søger sådanne pladser, får også tilknytning til forskningsmiljøerne i Roskilde, gennem både vejledning, kurser og seminarer, formentlig også via blended learning. Men modellen kræver, at et vist antal søger ind på de delvist udflyttede kandidatuddannelser, påpeger Hanne Leth Andersen:

“Vi forventer, at der skal være mindst 40 kandidatstuderende fra RUC i det lokale studiemiljø af hensyn til faglig sparring mellem de studerende. Det er noget, som de studerende også selv har lagt meget vægt på i vores dialog med dem om udflytningsplanen.”

Roskilde Universitets udflytningsplan er blevet til efter en proces, hvor universitetets medarbejdere og studerende samt regionale samarbejdspartnere har givet indspil. Det er endnu ikke fastlagt, hvilke studiepladser der skal tilbydes lokalt, og selve udmøntningen skal ske i samspil med de faglige miljøer og ikke mindst de studerende.

Den 12. januar skal universitetet indmelde en institutionsplan til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen med et konkret oplæg til udmøntning af aftalen.

Foto: ABW