Den 16. juli kommer TrygFondens LivredderPatrulje forbi Næstved Svømmehal og Enø Strand for at lege og lære livredning med børnene. Livredderne fortæller, hvordan det er at være livredder og viser, hvordan man hjælper personer, som kommer i nød i vandet. Der er masser af livredderudstyr, som børnene kan prøve, og sjove og udfordrende lege og konkurrencer, som handler om badesikkerhed.

Der er aktiviteter for hele familien, når LivredderPatruljen besøger først Næstved Svømmehal og senere Enø Strand, og en oplagt mulighed for børn for at lære om badesikkerhed, og hvorfor det er vigtigt at kunne svømme.

– Børnene har et par sjove og samtidig lærerige timer i selskab med andre børn og livredderne, hvor de får lov til at være med til aktiviteter, der sætter fokus på livredning og de 5 baderåd. Vores erfaringer viser, at mødet med LivredderPatruljen er en god måde at få børn og forældre til at tale om, hvad man skal huske på, når man er i og ved vandet, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

I løbet af sommeren besøger TrygFondens LivredderPatrulje 14 strande og svømmehaller rundt om i landet for at sætte badesikkerhed på dagsordenen.

– Vi håber, at møde en masse familier på strandene og i svømmehallerne. Børnene plejer at hygge sig med aktiviteterne, og forældrene kan faktisk også lære noget – eksempelvis at rådet om, at det er sikkert at gå ud i vandet til navlen, er en myte, som vi gerne vil aflive. For du kan sagtens blive væltet omkuld af en bølge på lavere vand. Vi opfordrer også forældrene til at gå i vandet med deres børn fremfor at holde øje med dem fra stranden eller kanten, for ulykker i vandet kan ske hurtigt, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

LivredderPatruljen er en del af TrygFonden Kystlivredning, der har ca. 200 specialuddannede kystlivreddere, som passer på badegæsterne på 34 strande og havnebade i Danmark.

LivredderPatruljen besøger:

Næstved Svømmehal, den 16. juli kl. 11.00-13.00
Enø Strand, den 16. juli kl. 14.30-16.30

Program:

Livredderne byder velkommen og præsenterer deres udstyr.
Livredderne fortæller om de 5 baderåd, og hvordan man passer på sig selv og andre i vandet.
Lege og konkurrencer for børn og deres forældre med udgangspunkt i badesikkerhed.
Livredderne demonstrerer et eksempel på en redning.

De 5 baderåd

Lær at svømme
Gå aldrig alene i vandet
Læs vinden og vandet
Lær stranden at kende
Slip ikke børnene af syne

Læs mere om sikkerhed ved og i vand på: www.respektforvand.dk

Pressefoto

Dato: 16-07-2026
Sted: Næstved Svømmehal

Del gerne dette