Næstved Ungdomsskole har æren af at være vært for stjerne-freerunneren Sebastien Foucan i weekenden 16. – 18. marts 2018. Sebastien Foucan er blandt andet kendt for slåskamp på byggeplads og kraner med Daniel Craig i James Bond filmen Casino Royal.

Sebastien Foucan. Pressefoto.

Det skriver Grønnegades Kaserne Kulturcenter til Dit Næstved.

Sebastien Foucan er founder af freerunning og startede sammen med David Belle parkour i Paris i 90’erne. Foruden sin medvirken i en James Bond film har han turneret med Madonna, men hans mission og intension med freerunning er en ganske anden end at være et hotshot på de store scener.

Han vil dele sine parkour- og livserfaringer med deltagerne på en legende, let og underholdende måde. Det Ungdomsskolen kalder edutainment.

Næstved Ungdomsskole har haft besøg af Sebastien Foucan to gange tidligere, og der er ingen tvivl om, at det bliver et glædeligt gensyn.

“Der er mange lighedspunkter mellem Sebastien Foucans livsfilosofi og entusiasme og vores tilgang til læring og grundtro på, at alle skal finde deres egen vej. Måske er det derfor, at der nærmest er opstået et venskab mellem Ungdomsskolen og Sebastien.

Jeg er helt sikker på, at alle, uanset baggrund og idrætsgren, vil have stor glæde at nogle timer i selskab med Sebastien Foucan, fordi han så gavmildt del ud af sine erfaringer, livsfilosofi og entusiasme,” fortæller afdelingsleder Pernille Jespersen.

Mens Sebastien Foucan er i Næstved laver han to events med Næstved Ungdomsskole

Fredag d. 16/3 // Artist talk på JB10 i Næstved, kl. 19-21
Sebastien Foucans vil tale om forbindelsen mellem krop, sind og miljø, som de centrale områder til at få glæde og succes i livet. Sebastien vil også dele sin egen historie og fortælle om de udfordringer han selv møder på vejen mod sit fulde potentiale.

Foredraget foregår i JB10 (Jernbanegade 10 i Næstved). Der vil være gode muligheder for at stille spørgsmål.

Søndag d. 18/3 // Workshop og Jam i Næstved by, kl. 9.30-18.00
Søndagen byder på parkour og freerunning i praksis. Der vil være en workshop kl. 10.30-13.30, udendørs om vejret tillader det, ellers indendørs. Mødested er Skellet 29. Der vil være mulighed for at købe sandwich og vand i pausen.

Kl. 15 fortsætter jamet indendørs på hallen på Lille Næstved skole afd. Karrebækvej.

Begge arrangementer er gratis og åbene for alle.