En større gruppe af aktører er gået sammen om at markere hvor meget musik man kan opleve i Næstved Kommune. Under overskriften ”Mærk Musikken” vil de på én uge afdække alt det som man kan opleve og mærke, og de har udset sig uge 44. Nu rækker de hånden ud for at få flere musikarrangører på banen.

Repræsentanter for Glumsø, Tybjerghus, Herluflille Møllelaug, Kulturladen i Fuglebjerg, kirkerne i Næstved Kommune, Næstved Musikskole, Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Næstved Biblioteker er gået sammen om at sætte spot på hvor utroligt mange musikalske oplevelser man kan få sig i Næstved Kommune.

Gruppen har udset sig uge 44, til at præsentere borgerne i Sjællands arealmæssigt største kommune hvor meget man kan tage ud og opleve. Under titlen Mærk Musikken har de besluttet at indrykke annoncer og skabe et fælles fodslag, der fortæller hvad man kan opleve i netop denne uge.

Der er allerede flere ting på programmet, og flere følger trop i den kommende periode. Orkestret Dissing & Las har allerede meldt sin ankomst den 2. november på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor de samme sted efterfølges af både bandet Blæst og Milling & Molbechs hyldest til ikonet George Michael, Musikskolen planlægger en række koncerter i Sydbanks Arkade på Axeltorv, og på Biblioteket inviteres alle indenfor til lørdagskoncert med det lokale band SNAK.

Eneste krav for at komme med under Mærk Musikkens vinger, er at der er offentlig adgang. -Det er netop en af hovedpointerne bag dette fremstød, fortæller Helle Møller, der til dagligt arbejder som underviser på Næstved Musikskole og er tovholder på arbejdet med at samle alle gode kræfter i Mærk Musikken.

-Vi vil vise hvor meget der sker i Næstved Kommune – der hvor musikken spiller. Stedet og musikken vil vi ikke blande os i, men hvis nogle har lyst til og er i gang med fx at lave en pop-up koncert, vil lytte plader med og for andre, spille orgel i et supermarked eller arrangere en større koncert med både band og scenegrej, i uge 44, så hører vi meget gerne fra dem, uddyber Helle Møller og afslutter med at fortælle at henvendelser skal ske til Næstved Musikskoles mailadresse; hwknu@naestved.dk. Deadline for at være en del af den fælles markedsføring er 1. oktober.

Pressefoto