Nu er det blevet tid til at lufte vinylerne og CD’erne. Pressefoto.

Torsdag den 23. september kl. 19.00-ca. 21.30 starter en ny musiklytteklub op i Salen på Næstved Bibliotek. Her skal vi spille skiver og snakke om musikken.

Siden efteråret 2017 har en gruppe musikinteresserede mødtes på Næstved Bibliotek for at spille deres gamle plader og CD’er og tale om dem. Nu er det igen blevet tid til at lufte vinylerne og CD’erne. Dog i et lidt andet regi. Den nye musiklytteklub er udsprunget af den tidligere lytteklub ”Find dine gamle plader frem – Pladevennerne”, hvor medarbejdere fra biblioteket deltog. Nu vil en af deltagerne herfra køre lytteklubben videre.

Alle er velkomne
Musiklytteklubben inviterer alle, som har lyst til at lytte og snakke om musik, til at melde sig under fanerne.

Du skal bare møde op på Næstved Bibliotek med dine yndlingsalbums på enten vinyl eller CD og have lyst til at snakke om, hvad du godt kan lide ved lige netop den musik. Emnet vil skifte fra gang til gang. Og alle er velkomne til at komme med forslag til emner.

Arrangementet er gratis, men du skal tilmelde dig til: Rickard Hansen på: riccie41@yahoo.dk