Mandag den 28. marts kl. 10.00- ca. 12.30 fortsætter forløbet med naturtræning og højtlæsning i området ved Dybsø Naturskole. Det er Næstved Bibliotek og Næstved Sundhedscenter, som står bag tiltaget, hvor litteratur kombineres med fysisk træning og natur.

Forskning viser, at træning i naturen fremmer både det fysiske og psykiske velbefindende. Ligeledes modvirker ophold i naturen stress og booster humøret. Og læsning kan også noget, når det gælder den mentale sundhed. Derfor har vi valgt at koble træning i naturen og højtlæsning.

Brug naturens muligheder for aktivitet og træning
Vi starter i skoven ved Dybsø Naturskole, hvor vi gennem leg og øvelser styrker muskler og kredsløb, mens vi i fællesskab udfordrer balance, hukommelse og koordination. Og du får sikkert lidt sved på panden og et smil på læben af træningen, hvor du bruger både kroppen og hjernen, fortæller bibliotekar Vibeke Sølling fra Næstved Bibliotek og Borgerservice og folkesundhedskonsulent Susanne Nicolaisen fra Næstved Sundhedscenter, som står bag tiltaget.

Højtlæsning og snak med andre
Vi mødes ca. 2 timer hver anden uge i et forløb på 4 gange, hvor vi starter med at lave fysisk træning i naturen. Efter træningen går vi ind på Dybsø Naturskole, hvor vi samles over en kop te/kaffe og får udfordret hjernen ved højtlæsning af et skønlitterært værk/korte klassikere og måske et digt. Undervejs i læsningen holder vi pauser og reflekterer i fællesskab over det læste. En god mulighed for samtaler med andre om livet.

Der er ingen forudsætninger for at deltage, når bare du har lyst til at komme ud og bevæge dig i naturen samt har lysten til at lytte til højtlæsning og tale med andre om det, du hører.

RENT PRAKTISK: Vi gennemfører vores ture, så vidt vejret tillader. Husk tøj og sko til udendørs brug.
Mødested: parkeringspladsen ved Dybsø Naturskole, Dybsøvej 66, 4700 Næstved

Datoer og tid: mandage fra kl. 10.00- ca. 12.30: den 28. marts, den 11. april, den 25. april og den og den 9. maj.
Forløbet er gratis, men der er tilmelding på: www.naesbib.dk. Som udgangspunkt skal du kunne deltage alle gange. Der er i alt 12 pladser på holdet.

Har du spørgsmål til forløbet kan du kontakte:
Vibeke Sølling, tlf.: 5588 4123, visje@naestved.dk
Susanne Nicolaisen: tlf.: 5588 1400 / 2399 5439

Naturtræning og højtlæsning i området ved Dybsø Naturskole. Foto: Vibeke Sølling