Lørdag den 10. september kl. 10.00-15.00 er det igen tid til Sydsjællands største plademesse, der afholdes på Næstved Bibliotek. Gør en god handel – og hør et foredrag om de mange legendariske koncerter på Munkebakken i årene 1971-1983.

Næstved Bibliotek arrangerer sammen med en gruppe gode, frivillige kræfter – anført af ildsjæl og pladesamler Poul Thaarup – Sydsjællands største plademesse.

Det er nu ottende gang, messen afholdes, og den er efterhånden blevet lidt af en tradition, som musikinteresserede fra nær og fjern ser frem til. Her mødes de over kasserne med sjældenheder og gode tilbud til en snak om musik. Det foregår gerne med en kop kaffe, en øl eller en vand i hånden – drikkevarer kan købes på messen.

Udover at være et lokalt samlingspunkt for sydsjællandske pladesamlere, tiltrækker messen sælgere og besøgende langvejs fra på grund af den gode stemning og de fine faciliteter i biblioteksrummet. Sidste år besøgte henved 500 besøgende messen i løbet af dagen.

Koncerter på Munkebakken Hvis du er interesseret i rockende røverhistorier med et lokalt twist, er der under messen mulighed for at tage en lille pause fra pladekasserne og høre et spændende foredrag.

Kl. 12.00 – 12.45 er Georg Mølgaard og Poul Thaarup på bibliotekets Store Scene, hvor de fortæller om de mange spændende koncerter og bands, som Næstveds musikfans kunne opleve på Munkebakken op gennem 1970’erne og lidt ind i 1980’erne.

Plademessen finder sted på Næstved Bibliotek lørdag den 10. september kl. 10.00-15.00, og foredraget foregår på Store Scene kl. 12.00-12.45. Både messe og foredrag er gratis og kræver ingen tilmelding.

Foto: Martin Jensen