Der var ikke et øje tørt, da Næstved Kommune i marts bød 8 flygtninge velkommen i Hammer. Formanden for Hammer Forsamlingshus Maria Kirk Exner kom med blomster. “Mens det har afstedkommet en vis debat, at der er planer om et flygtningecenter på kaserneområdet i Næstved, foregik det ganske udramatisk, da der lørdag var åbent hus i sundhedscentret i Hammer i den sydlige del af kommunen”, skrev Sjællandske Medier under overskriften  “Varm velkomst til flygtninge” (9. marts 2015).

Nu, ni måneder efter, beklager tilflytterne sig over, at de ikke har nogen kontakt med de lokale, som helt konkret havde tilbudt lektiehjælp og fællesspisning.

“Siden de bød os velkommen, har vi ikke set mere til dem, der bor her i byen. De holder sig for sig selv, og det samme gør vi. Det er ikke nemt at komme i kontakt med de lokale. De hilser ikke engang på os, når vi møder dem på gaden,” siger Omar Husein til TV2 (29. november 2015 kl. 19).

“Det er ikke rart at bo her i Hammer. Det føles som om vi lever i et fængsel, og vi føler os helt isolerede,” siger Mohammed Tosoun til TV2.

“Alle 17 siger, at de er skuffede over, at de ikke har fået eget hus og at de skal cykle to kilometer for at nå bussen til Næstved…”, fortæller tv-kanalen.

I udsendelsen kan man også  høre tilflytterne beklage sig over, at de lokale har ikke bare én, men to biler.

“Vi kommer til dem med brochurer og informationsmøder, men ofte dukker de ikke op til vores aktiviteter. Det er selvfølgelig lidt skuffende,” siger Grethe Oxenbøll, leder af frivilligforeningen Sam-X til TV2.