Næstved Kommune er kommet et afgørende skridt videre med planerne for de nye vand- og svømmefaciliteter, der efter planen slår dørene op til en forbedret svømmeoplevelse i sensommeren 2024, hvad end det gælder motionister, konkurrencesvømmere, babysvømning eller mennesker med særlige behov.

I dag er de konkrete planer og tegninger for byggeriet blevet præsenteret, efter byrådet tidligere på ugen valgte at følge byggeudvalgets indstilling og indgå kontrakt med den Holbæk-baserede entreprenør Morten C. Henriksen A/S.

– Vi er landet det helt rigtige sted med de nye vand- og svømmefaciliteter. Jeg vil benytte lejligheden til at takke for det gode samarbejde, der har været i byggeudvalget. Det gode resultat udspringer af en villighed til at dele viden og til at lytte ikke bare til egne, men også andres behov, fortæller Linda Frederiksen, der er formand for Kultur og Demokratiudvalget samt formand for byggeudvalget for nye vand- og svømmefaciliteter.

Bassiner der kan samles og skilles

De 5500 m² topmoderne og fremtidssikrede svømmefaciliteter har fokus på funktionalitet og fleksibilitet, så bygningen kan rumme fritids-, undervisnings- og konkurrencebrug samtidig.

Det kan lade sig gøre, fordi de forskellige bassinrum kan samles og adskilles. Det giver mulighed for at holde en børnebegejstret fødselsdag i morskabsbassinet, en fokuseret genoptræning i varmtvandsbassinet og et afgørende elitestævne i sportsbassinet, uden at de forskellige gæster forstyrrer hinanden.

– Der har længe været et ønske om nye vand- og svømmefaciliteter i Næstved, og vi er i den grad kommet i mål og kan nu se frem til et vandhus, der er for alle, siger Linda Frederiksen, der er formand for Kultur og Demokratiudvalget samt formand for byggeudvalget for nye vand- og svømmefaciliteter.

Aktiviteter for alle

Bygningen har et sportsbassin med otte baner på 50 meter, hvilket betyder at den nye bygning kan lægge vand til elitestævner og store kulturelle events.

Derudover indeholder vand- og svømmefaciliteterne et motionsbassin, et varmtvandsbassin, et morskabsbassin, en vandrutsjebane, udspring, damp- og infrarødsauna og omklædningsfaciliteter med mulighed for at benytte aflukkede omklædningsrum til for eksempel familier med små børn eller mennesker med særlige behov. Derudover kommer der produktionskøkken og servering i forhal og bassinområdet.

Blandt andet får bygningen et stort integreret solcelleanlæg, der forventes at kunne dække op til 40% af det årlige strømforbrug.

Læs mere her 

Foto: SDL