Rækken af digtoplæsninger på Næstved Bibliotek fortsætter, når de tager hul på forårssæsonen tirsdag den 19. maj kl. 14.00-14.45. Forårets tema er ”Danske sangtekster”.
Kom og lyt til et digt og få en god snak om det, når vi inviterer til digtoplæsning for voksne fire tirsdage i foråret. Tag en pause og oplev, hvor dejligt det er at få læst højt og lytte sammen med andre.
Måske minder det dig om noget
”Vi læser et par digte højt hver gang. Når vi har talt færdigt om det første digt, læser vi det næste. Vi læser digtene to gange, så de lige kan sætte sig lidt. Efterfølgende taler vi om handlingen, og om det måske minder én om noget. Det er ikke en litterær analyse af digtet, men en god måde at tale med andre om det. Der er ikke noget rigtigt eller forkert svar”, siger kulturformidler Jens Kryger Nielsen, som også står bag bibliotekets novelleoplæsning.
Der er ingen forberedelse. Hvad der bliver læst, og hvem der læser op, afsløres først på dagen. Bare mød op eller sæt dig og lyt med, hvis du alligevel er på biblioteket.
Det foregår på Næstved Bibliotek tirsdag den 19. maj, 26. maj, 9. juni og 16. juni, alle dage kl. 14.00-14.45. Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Vi byder på en kop kaffe.

Dato: 19-05-2026
Sted: Næstved Bibliotek

















