Næstved Bibliotek har en god tradition for digtoplæsninger og nu får interesserede igen mulighed for at lytte til oplæste digte og tale om dem i fællesskab på fire udvalgte tirsdage i efteråret.

Kom og lyt til et digt og få en god snak om det, når Næstved Bibliotek inviterer til digtoplæsning for voksne fire tirsdage i efteråret nede ved den grønne væg, lidt tilbagetrukket i biblioteksrummet.

Oplæsningerne er i tidsrummet kl. 14:00 – 14:45 og finder sted tirsdag d. 21. oktober, d. 28. oktober, d. 4. november og d. 11. november. Tag en pause og oplev, hvor dejligt det er at få læst højt og lytte sammen med andre.

Måske minder det dig om noget

“Vi læser et par digte, højt hver gang. Når vi har talt færdigt om det første digt læser vi det næste. Vi læser digtene op to gange, så de lige kan sætte sig lidt. Efterfølgende taler vi om digtet – hvad der sker, hvilken stemning det har og om det måske minder én om noget. Det er ikke en litterær analyse af digtet, men en god måde til at tale med andre om det. Der er ikke noget rigtigt svar – alt er velkomment”, siger kulturformidler Jens Kryger Nielsen, som også står bag bibliotekets novelleoplæsning.

Deltagelse er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Biblioteket byder på en kop kaffe.

Det kan være meget givende at få lejlighed til at sætte ord på oplevelsen af et oplæst digt. Foto: Næstved Bibliotek