Deltag i en højaktuel læsekreds om forbudte bøger. Læsekredsen mødes tre gange på Næstved Bibliotek, første gang onsdag den 8. oktober kl. 17.00-18.00.

Censur og ytringsfrihed er noget, der kan få mange til tasterne – eller på barrikaderne. Som oftest sker censuren i et forsøg på at undertrykke holdninger, der går imod en regerings ønske. Mange af de forbudte bøger handler om minoriteters rettigheder, men også emner som erotik, hekseri og trolddom har fået bøger bandlyst fra skoler og biblioteker rundt i verden.

I forbindelse med Dansk PENs kampagne om Forbudte Bøger, arrangerer vi en læseklub, hvor du selv kan se, hvad bøgerne har at byde på, og deltage i en dialog om hvorfor de har været censureret.

Datoer og bøger
Onsdag den 8. oktober: “Kvinder uden mænd” af Shahrnush Parsipur

Onsdag den 12. november: “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af Ocean Vuong

Onsdag den 12. december: “Tjenerindens fortælling” af Margaret Atwood

Vi mødes hver gang kl. 17.00-18.00 i Salen på Næstved Bibliotek. Det er gratis at deltage – tilmelding sker via www.naesbib.dk

Kulturformidler Ida vil være til stede den første gang, onsdag den 8. oktober, til at sætte læsekredsen i gang – herefter er læsekredsen selvkørende. Ida sørger selvfølgelig også for at bestille bøgerne og melde ud, hvornår de kan afhentes.

Banned Books Week
Banned Books Week har været afholdt i USA hvert år i september siden 1982. PEN i Norge og Sverige fokuserer også på forbudte bøger, og i år har Dansk PEN valgt at lægge den danske kampagne den 5. til 12. oktober, samtidig med markeringen i Norge og Sverige.

Vi læser tre bøger, som er forbudt i nogle lande. Foto: Næstved Bibliotek
Del gerne dette