Fra mandag den 3. maj til fredag den 28. juni udstiller den lokale kunstner Vivi Hjorth Hansen på Glumsø Bibliotek.

Vivi Hjorth Hansen har malet i mere end 17 år. Og hun har skabt sin helt egen stil. – Mit bidrag til kunsten er malerier i stærke farver og genkendelige motiver. Tanker og drømme om farver, nye opdagelser og gamle minder holder sindet friskt og i godt humør, fortæller den lokale kunstner Vivi Hjorth Hansen og tilføjer, at malerierne giver dig mulighed for at lade fantasien og tankerne flyve.

Opslugt af farver og detaljer

For kunstneren er selve den kreative proces en tid, hvor hun bliver opslugt af farver og detaljer. Ofte løber fantasien af med hende, så hun glemmer tid og sted og arbejder målrettet. Det sker også, at hun arbejder videre på et maleri, som hun ellers troede var færdigt, for at forfine det. – Jeg bruger gerne min familie til at sige ”STOP: mal ikke mere” eller ”ARGH: mal lidt mere”. Det er min måde at inddrage andre i mine malerier og min passion, da det er her jeg finder en stor glæde i mit liv, udtaler kunstneren.

Denne udstilling på Glumsø Bibliotek indeholder malerier med mange farver og blomster i temaet ”SOMMER”. – Inspirationen til mine malerier er fra haven, dagligdagen, lyset fra oven og solnedgangen, men også de mange vandreture vi har gået. Det kan være en lille ubetydelig blomst, der fanger mit blik, og den skal males. Blomsterne giver liv til insekterne. Blomsten sidder på træer og buske, der giver frugter og mad på bordet til folk og fæ, slutter Vivi Hjorth Hansen, som har 52.000 m2 ”have”.

Vivi Hjorth Hansen bor sammen med sin mand, Henrik, 4 km nord for Herlufmagle by og tæt på Herluflille Mølle, hvor de har gårdbutik og galleriet ”Vivis Pryd”. Se mere på: vivispryd.dk
Udstillingen på Glumsø Bibliotek kan ses i bibliotekets åbningstid

Pressefoto