Fredag den 7. oktober er der Kulturnat i Næstved, og biblioteket er naturligvis med. Besøg Næstved Bibliotek i tidsrummet fra kl. 16.00 til kl. 21.00 og deltag i en række spændende aktiviteter for store og små.

Til årets Kulturnat stiller Næstved Bibliotek skarpt på monstre og uhygge, som biblioteket har fokus på fra oktober og året ud. Temaet lanceres på Kulturnatten, hvor biblioteksrummet byder på mange indslag og aktiviteter, der på forskellig vis kredser om monstre, det mørke og det mystiske. Og bare rolig – det bliver aldrig så uhyggeligt, at de mindste ikke kan være med!

Børn og børnefamilier kan opleve eller deltage i følgende:

Monster-bogstavjagt (kl. 16.00-20.00)

Biblioteket er blevet indtaget af monstre! De har hver især et bogstav på sig. Og det er op til dig at spotte alle monstrene og finde ud af, hvilket ord, deres bogstaver danner.

Uhyggeligt danseshow ved Birgit Dans (kl. 16.00 – 16.15)

Danseskolens elever lader uhyggen sprede sig i et show, som er specielt sammensat til bibliotekets tema om monstre og uhygge under kulturnatten. Oplev dans i forskellige stilarter.

Fernisering: “Vores Ord” af Gudrun Hasle (kl. 16.30-17.00)

Vær med til ferniseringen af værket ”Vores Ord”, der sætter fokus på ordblindhed. ”Vores Ord” er udformet på baggrund af workshops på kommunens skoler. Efter taler af formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Andreas Pourkamali og leder af Rønnebæksholm, Lotte Juul Petersen, vil kunstner Gudrun Hasle fortælle om værket og tankerne bag det.

Gratis monster-ansigtsmaling (kl. 17.00 – kl. 20.00)

Kunne du tænke dig at blive til et monster? Nu har du chancen! På biblioteket vil der være mulighed for at få lavet professionel Halloween-ansigtsmaling. Bliv malet som et skelet, en vampyr eller ét af de andre monstre og skræm livet af dine omgivelser.

Lav dit eget uhyggelige badge (kl. 17.00-20.00)

Hvis du vil have en souvenir fra Kulturnatten 2022, så kig forbi vores badge-workshop. Her kan du få hjælp til at designe og lave dit eget uhyggelige badge med hjælp fra vores badge-maskine!

Åben håndarbejdscafé – lav din egen drømmefanger (kl. 17.00-20.00)

Hver tirsdag er der håndarbejdscafé på biblioteket. På kulturnatten sidder deltagerne herfra klar for at hjælpe dig i gang med at lave din egen drømmefanger. En drømmefanger hænges over sengen, så den kan beskytte dig mod onde drømme eller mareridt.

Dyster fortælling i mørket (kl. 17.00-20.00)

Èt af bibliotekets områder bliver lavet om til et dunkelt gyser-rum. Her vil en kutteklædt skikkelse komme forbi og læse en grufuld fortælling højt. Se bibliotekets hjemmeside for tidspunkt.

Uhyggelige filmrekvisitter og monster-sminke med Doktor Gys (kl. 17.30-18.30)

Janus Vinther (alias Doktor Gys) er professionel i at bygge afhuggede arme, blødende sår og andre uhyggelige rekvisitter og effekter. Kom og se og hør hans mini-foredrag for børn og deres voksne, hvor han også demonstrerer sine sminkeevner.

Uhyggeligt danseshow ved Birgit Dans (kl. 19.00 – 19.15)

Danseskolens elever lader uhyggen sprede sig i et show specielt sammensat til bibliotekets tema om monstre og uhygge under kulturnatten. Oplev dans i forskellige stilarter.

Fællessang med et dystert twist (kl. 19.30-20.00)

Fællessangerne, der mødes fast på biblioteket fredag formiddage for at synge sammen, har udvalgt nogle dystre og mørke sange til aftenen. Kom og syng med på den mørkere del af den danske sangskat.

Det hele løber af stablen fredag den 7. oktober kl. 16.00-21.00 på Næstved Bibliotek. Alle er velkomne, og du skal ikke melde dig til.

Pressefoto