I juni måned inviterer 4 kreative kvinder på en meget alsidig oplevelse i kunstens verden.

Kom og få en snak med de 4 udstillere, som i juni måned er:
Birte Kærsig
Christine Munch Petersen
Tine Martens
Kirsten Egelund Hansen.

Birte Kærsig fortæller, at hun startede med at male, fordi hun på et tidspunkt blev arbejdsløs og derfor startede på billedkunst på HF- kursus, hvor hun fik lejlighed til at male, lave lerskulpturer og tegne. Hun blev så grebet af malerpenslen, at hun nu har malet i 30 år. Hendes motiver er ofte blomster og kvinder, men hun har også afstikkere til både opstillinger, naturen og portrætter. Selvom hendes malerier ikke skal ligne fotografier, synes hun det er vigtigt, at billedet ligner det motiv, hun maler. Birte Kærsig har udstillet mange steder, bl.a. på Hotel Sdr. Hav i Sønderjylland, i Næstved Kunstforening, på Fensmark Bibliotek, Karetmagergården i Hasle på Bornholm, hovedkontoret hos Post Danmark, Levins Hus i Faaborg og på Fiskeri og Bymuseum i Karrebæksminde.

Christine Munch Petersen fortæller, at så længe hun kan huske har hun altid været kreativ.
Hendes billeder er for det meste abstrakte dog med genkendelige figurer. For øjeblikket er det naturen med fugle og andre dyr, der fylder rigtig meget men stadig med hendes sædvanlige stærke farver. Både de direkte og indirekte symboler er også en vigtig del af hendes billeder. Her optræder fabelvæsener, dyr m.m., som har en symbolsk betydning, og billedets navn giver et fingerpeg. Christine Munch Petersen maler malerier, der formidler glæden ved livet gennem et abstrakt, fantastisk og farverigt udtryk, som giver livsglæde.

Tine Martens har ved altid været kreativ. Det har bl.a. udmøntet sig i, at hun i mange år arbejdede som lay-out-tegner, der handler om opsætning af tekst, billeder, form og farver. Netop form og farver og komposition er det, hun udtrykker i sine billeder. Hun har bl.a. hentet inspiration fra kursus hos Gerda Swane på Malergården i Odsherred, ligesom hun har været på malerkursus hos Joan Hollbøl. Tine Martens har bl.a. udstillet på Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum og i Levins hus i Faaborg og i Vang på Bornholm.

Kirsten Egelund Hansen, er autodidakt billedskaber, der siden 2000 har udarbejdet malerier på lærred med akrylmaling. Hun har ikke en fast stil, da hun lader sig inspirere af mange ting og elsker at afprøve noget nye. Laver også akryl på papir, collager samt akvarel i større format. Når hun ikke maler, arbejder hun med keramik. Her modellerer hun, laver plade-/pølseteknik fortrinsvis i stentøjsler og raku. Raku er – efter Kirstens mening – meget spændende, da man aldrig kender det færdige resultat. Hun har flere gange fået optaget værker til den censurerede HCA-udstilling i Odense.

Galleriets åbningstider:
Fredage kl. 13.00 – 17.00
Lørdage kl. 11.00 – 13.00
Der er gratis adgang.

Pressefoto