DANSK RAKKERPAK – Næstveds internationale gadeteater tager sædvanen tro på sommerturné rundt i Næstved Kommune. TOUR DE NÆSTVED 2026 er med forestillingen ”Han, Hun og Fitness”. Komisk teater for voksne og børn fra 6 år om fitness, aerobic, seniorliv, skavanker og … kærlighed!
Første forestilling spilles lørdag d. 6. juni kl. 12.15 på Axeltorv v. Sydbank i Næstved Bymidte og afvikles i samarbejde med Næstved Cityforening.
TOUR DE NÆSTVED er et initiativ som Dansk Rakkerpak har taget for at sikre at Næstveds internationale egnsteater også kommer helt ud i kommunens små byer og afkroge, så publikum ikke altid skal ind til centrum for at møde hele kommunens egnsteater. Under devisen ”Hvis Mohammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Mohammed” bliver alle Næstved Kommunes lokalråd og bylaug plus en håndfuld andre aktører normalt tilbudt årets udendørs forestilling ganske gratis
De friske lokale arrangører, der i år lægger græs, beton, fliser eller savsmuld til forestillingerne kan ses nedenfor. Vi har på listen også medtaget de to forestillinger, der spiller på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i forbindelse med vores internationale gadeteaterfestival STREET CUT. Vi glæder os til at komme rundt i hele kommunen.
Det er gratis adgang til alle forestillinger!
Tour de Næstved
Lørdag d. 6. juni, kl. 12:15. Foran Sydbank v. Axeltorv, 4700 Næstved
Mandag d. 8. juni, kl. 19:00. Tystrupvej 24, 4250 Fuglebjerg
Onsdag d. 10. juni, kl. 17:30. Haldagermaglevej 2, 4250 Fuglebjerg
Torsdag d. 11. juni, kl. 17:00. Kalbyrisskolen, Solsikkevej 20, 4700 Næstved
Lørdag d. 8. august, kl. 12:45. Grønnegades Kaserne Kulturcenter (STREET CUT)
Søndag d. 9. august, kl. 12:30. Grønnegades Kaserne Kulturcenter (STREET CUT)
Tirsdag d. 11. august, kl. 18:30. Sportspladsen i Næstelsø, 4700 Næstved
Tirsdag d. 25. august, kl. 17:00. Ågård, Kyse markvej 45, 4700 Næstved
Onsdag 26. august, kl. aften. Holme-Olstrup
Om forestillingen:
”Han, Hun og Fitness” er DANSK RAKKERPAKs bud på en underholdende sommerforestilling for hele familien. Der er svingende kettlebells, hvirvlende hulahopringe og flyvende træningsbolde på scenen. Raffineret situationskomik, akavede optrin og finurlige sange kæder historien sammen, og det hele ledsages af livemusik.
”Han, Hun og Fitness” fremføres i DANSK RAKKERPAKs komiske, fysiske og nonverbale spillestil og er tilsat nykomponeret musik. Den timede, musikalske og handlingsmættede spillestil sætter som altid tingene på spidsen med en god portion humor.
Læs mere om forestillingen her:
https://www.danskrakkerpak.dk/han-hun-og-fitness

Dato: 06-06-2026
Sted: Sydbank

















