Rønnebæksholm er stolte af at kunne invitere til åbning af den internationalt anerkendte kunstner Nina Beiers store ny-producerede performanceudstilling CAT COW lørdag d. 14. august 12-15.

Kom og oplev en udstilling blive levende, se performerne indtage laden. Det er første gang, der er kommissioneret en udstilling af denne skala i Rønnebæksholms historiske ladebygning, og med dette projekt får et dansk kunstpublikum nu mulighed for at opleve den internationalt baserede kunstners performative arbejde i stor skala, hvilket de seneste år har været forbeholdt et biennalepublikum og gæster på internationale kunstmuseer.

Det er et markant monument for landbrugets industrialisering, der danner scene for den CAT COW, der er kommissioneret særligt til Rønnebæksholms 1200 kvm store lade og kurateret af Charlotte Sprogøe som en selvstændig kuratorisk del af Soil.Sickness.Society, vinder af Bikuben Fondens Udstillingspris Vision 2020.

CAT COW folder sig ud som en organisme, der lever et eget liv, hvilket betyder, at man som besøgende skiftevis kan møde den som en skulpturel installation og andre gange som en performance. CAT COW aktiveres performativt i åbningstiden i skiftende formationer.

CAT COW kan opleves frem til 12. september 2021. I weekenderne fra 14. august til og med 12. september vil de større performances kunne opleves.

Laden fungerer for Beier som en slags massiv funden genstand i sig selv, der her bliver vært for en række andre genstande, livsformer og processer i et projekt mættet af referencer til økonomi, værdiforskydninger og væren i vores globaliserede, kapitalistiske samtid. Spændingen mellem det levende og det døde, det naturlige og kunstige, det organiske og forstenede går igennem CAT COW, der vibrerer mellem den ene og den anden yderposition. Med menneskets tæmning af klodens grundelementer; dyr, jord, vand og kroppe som materiale, udvider kunstneren vores forståelse af, hvordan disse manipuleres, overproduceres, malkes, opsluges, forurenes og udrenses igen.

Udstillingen vil blive åbnet af leder af Rønnebæksholm Lotte Juul Petersen og kurator Charlotte Sprogøe, og kunstneren vil være tilstede på dagen.

Rønnebæksholm byder på forfriskninger og frokost kan købes på stedet.

I forbindelse med åbningen arrangeres en bus i samarbejde med KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum og åbningen af HUMMINGS: En udstilling i Køges byrum og landskaber. Book busbillet her og kom med til begge åbninger.

Rønnebæksholm udgiver et forskningsbaseret katalog i forbindelse med CAT COW. Kataloget er på dansk og engelsk og vil kunne købes fra d. 5. september på Kunsthallen.

Nina Beier (DK, 1975) har bl.a. udstillet på internationale biennaler såsom 13th Biennale de Lyon, 20th Sydney Biennale, Performa 15, Luma Foundation’s Elevation 1049, Riboca2 og den kommende 34th São Paulo Biennale. Hendes værker er blevet vist på Walker Art Center, Minneapolis, MCA, Sydney, Statens Museum for Kunst, København, Kunsthaus Zürich, the National Gallery, Prag, Maxxi, Rom, Power Station of Art, Shanghai, Centre Pompidou, Paris, Musée d’Art moderne de la Ville de Paris, Museum of Contemporary Art Detroit, Tate Modern, London, Hamburger Bahnhof Museum for Contemporary Art, Berlin, Moca, Miami, Hayward Gallery, London. Hun har haft soloudstillinger på: Kunsthal Gent, Spike Island, Bristol, Kunstverein Hamburg; David Roberts Art Foundation, London; Objectif Exhibitions, Antwerp; Kunsthaus Glarus, Switzerland; Kunsthal Charlottenborg, København og Yerba Buena Center for the Arts, San Francisco.

Læs mere her 

Foto: ABW