379cd0_Linea_2[1]Kunstnerelevs Sorte Ben er kommet igennem populært nåleøje

Den 19-årige Talentskoleelev, Linea Ojala, er blevet optaget på den prestigefyldte Kunstnernes Efterårsudstilling – ikke kun som kunstner, men også som værk.

Et hvidt forhæng og sine egne to sorte ben. Det er hvad 19-årige Linea Ojala bidrog med til Talentskolens afslutningsfestival Facit i foråret, og den performance er nu blevet optaget på årets Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) i Den Frie Udstillingsbygning i København.

Linea Ojala og hendes Sorte Ben er kommet gennem det nåleøje, som mange kunstnere kun kan drømme om.

Performance er vildt udfordrende

Af natur kan Linea godt være genert, og hun føler sig med egne ord tit akavet i sociale sammenhænge. Derfor var det også med stor nervøsitet, at hun begyndte på performance-forløbet, som er en del af uddannelsen på kunst/design linjen, hvor Linea til dagligt går på andet år.

– Første dag på performanceforløbet på Talentskolen, var jeg lige ved ikke at dukke op på grund af frygt. Men heldigvis glemte jeg hurtigt tid og sted, fordi jeg blev så grebet af det. For mig er performance mere håndgribeligt, fordi værket ingenting er, hvis jeg eller beskueren ikke er til stede. Ting, som jeg er rædselsslagen for, kan jeg bruge til noget positivt, som f.eks. at være blandt en masse mennesker. Før i tiden ville jeg måske tegne en tegning af min angst eller noget i den dur. Men her – det er noget helt andet! Noget meget mere interessant. Enkelheden, stilheden, gentagelserne, og tiden, fortæller Linea Ojala.

Jeg er mit værk

Linea skal opføre sin performance hver dag i hele udstillingsperioden. To timer hver dag ligger hun på der på gulvet, bag et hvidt forhæng og stikker sine Sorte Ben ud i en gang, så folk er tvunget til at skræve over benene. Kunstnerens ben er stillet til skue, mens resten af hende er skjult.

– Sorte Ben undersøger beskuerens reaktion. Hvilken måde vil beskueren passere værket og vælger beskueren at sige noget, eller røre ved mine ben? Værket handler om den der oplevelse af at være til stede, men alligevel ikke. Som familiemiddage og sociale sammenkomster, hvor du hører alt hvad folk taler om, men ingenting siger, og hvor du bare er fluen på væggen. “Sorte Ben” er en kunstnerisk bearbejdelse af den følelse. Her kan jeg være mit værk, lyder det fra kunstneren.

Performance kan noget andet01bd42_Linea_film_still_fra_performance_2_[1]

Et af de centrale aspekter ved en performance er, at kunstneren bruger sin egen krop som kunstnerisk medium. På den måde kommer kunstnerens krop både til at være en præsentation af kunstneren selv, men også et kunstværk, altså noget, der er udenfor kunstneren selv. Benene bliver en form for objekt, man kan kigge på i deres egen ret.

Gennem sin performance “Sorte Ben” er Linea til stede, og så alligevel ikke. Når vi kun konfronteres med en del af hendes krop, får den sit eget liv og betydning.

Fakta:

– Kunstnernes Efterårsudstilling “KE” er en censureret kunstudstilling, der siden 1915 årligt er afholdt i Den Frie Udstillingsbygning i København.

– KE er ligesom Charlottenborgs Forårsudstilling en offentligt anerkendt åben udstilling, hvor enhver kan indsende arbejder til censurkomitéen.

– Talrige danske kunstnere har debuteret på KE, som er en af landets fem censurerede udstillinger, og derfor er det eftertragtet at vise sine værker dér.

– Det varierer, hvor mange, der optages på udstillingen, men i årenes løb har det typisk ligget mellem 5-10 % af de indsendte værker.

– Kunstnernes Efterårsudstilling kan ses i perioden 7. nov – 3. jan. 2016, Den Frie, Oslo Plads 1, 2100 Kbh. Ø