10 vilde ting du ikke vidste om Herluf og Birgitte

Det bliver ikke kedeligt, når Næstved Museum inviterer indenfor i Herluf Trolle og Birgitte Gøyes helt private univers på kulturnatten i Næstved.

Kun på denne aften kan du møde Herluf Trolle, som viser nye sider af sig selv, og Birgitte Gøye som afslører, hvad der gemmer sig på bunden af klædeskabet. Du kan også møde Sibylle Gyldenstjerne, som var plejebarn hos parret. Hun kommer måske til at afsløre en farlig forbindelse sammen med tjenestepigen Magdalene fadeburskvinde, der kender hver en krog i hjemmet.

b_h%20foto1

Eventen er inspireret af museets aktuelle udstilling ”Sjælens lille have”, som viser bøger ejet af netop Birgitte Gøye og Herluf Trolle. ”For nogle kan bøgerne måske virke lidt støvede og kedelige, men man kan ikke undgå at blive nysgerrig på de mennesker, som ejede dem. Som alle andre havde de en offentlig facade, men hvor godt kender vi egentlig Herluf Trolle og Birgitte Gøye helt privat? – Der er lagt op til en række overraskende semi-intime afsløringer, hvor vi kommer helt tæt på bøgernes ejere og lærer deres mere finurlige sider at kende” siger Mette Bielefeldt Bruun, leder på Næstved Museum.

Næstved Museum har skabt eventen i samarbejde med Dorothy Jones, der er ekspert i historie og historiske dragter, som hun selv syr kopier af. Hun står bag livinghistory.dk, som fortæller Næstveds historie fra middelalderen til 1900 –tallet. Hun har igennem en årrække beskæftiget sig med Birgitte Gøye og Herluf Trolle som en del af Næstved historie, men også som individuelle personer.

Der er gratis adgang til ”Kender du typen? – 10 vilde ting du ikke vidste om Herluf og Birgitte” på kulturnatten 7. oktober kl. 19-22 i Helligåndshuset. Der er begrænset adgang i små grupper.

Billetter kan hentes i Helligåndshuset, Ringstedgade 4 i Næstved fra 30. September 2016.
Åbent tirsdag – lørdag 10 – 14 søndag 10 – 16, mandag lukket.

kulturnat-2016-plakat