En ny undersøgelse viser, at knap ni ud af ti passagerer i Movias Flextrafik enten er tilfredse eller meget tilfredse med deres oplevelse. Samtidig svarer hver tredje bruger af Flextur og Plustur, at de ville være blevet hjemme, hvis ikke de kunne køre med Movia Flextrafik.

For mange passagerer i Flextur og Plustur er tilbuddet om kørsel med Movia Flextrafik afgørende for overhovedet at kunne komme ud ad døren – på besøg hos deres nærmeste, på indkøbstur eller det sidste stykke til og fra stationen. Movia Flextrafik giver borgere mulighed for at deltage aktivt i livet, være sociale og komme til og fra hverdagens gøremål.

Hver tredje passager, der kørte med Plustur eller Flextur, var slet ikke kommet af sted, hvis ikke det var for Flextrafik. Samtidig var det også de passagerer, der var mest tilfredse med deres oplevelse af Flextrafik i 2025, viser Movias årlige brugerundersøgelse. Både i Plustur og Flextur var 89 pct. af passagererne tilfredse eller meget tilfredse.

Det er en markant stigning i forhold til året før, hvor Flextur lå på 82 pct. og Plustur på 84 pct. Ser man generelt på Movia Flextrafik var 86 pct. af passagererne tilfredse.

“For mange mennesker er Flextur og Plustur forskellen på at blive hjemme eller komme afsted. Når hver tredje svarer, at de slet ikke var kommet ud ad døren uden muligheden for at køre med Movia Flextrafik, understreger det, hvor stor betydning Movia Flextrafik har i hverdagen. Det er et vigtigt supplement til den øvrige kollektive trafik og en forudsætning for, at flere kan deltage aktivt i livet,” siger Pernille Appel-Hansen, mobilitetschef i Movia.

I Movias årlige brugerundersøgelse skinner det igennem, hvor stor betydning Flextrafik har i hverdagen for de ca. 3,5 mio. årlige passager. Både som supplement til den øvrige kollektive trafik, eller når man skal have hjælp til at komme til genoptræning, på sygehuset eller i skole.

Helene gør forskellen i Movia Flextrafik
Én af dem, der hver dag sørger for sikker transport i Movia Flextrafik, er Helene Ladegaard Hansen. I knap 10 år har hun kørt Flextrafik med udgangspunkt fra Næstved men med ture på hele Sjælland, Lolland og Falster.

”Stort set hver dag har jeg gode oplevelser med kunderne. Det er meget sjældent, at jeg har nogle med, der brokker sig, Jeg kører også med en del faste kunder efterhånden, og de er altid glade, når de ser, at jeg henter dem. Det giver et smil på læberne hos dem, når de ved, at de kan være trygge ved mig som chauffør,” siger Helene Ladegaard Hansen.

På en arbejdsdag møder hun mange forskellige mennesker, der på den ene eller anden måde har brug for kørsel. Det kan være til og fra skole, til genoptræning, lægen eller besøg hos familien. Og med ti års erfaring er Helene Ladegaard Hansen efterhånden blevet lidt af en menneskekender.

Uanset, om det er de skoleelever, hun har kørt i flere år, eller de ældre mennesker, der føler sig til besvær, har Helene Ladegaard Hansen styr på opskriften for en god oplevelse med Flextrafik.

”At være en god chauffør kræver, at man har lyst til jobbet. Du har en passion for at sætte dig ind i menneskers situation. Man kan hjælpe de borgere, som er havnet i en situation, hvor de ikke selv er mobile og kan komme til læge, tandlæge eller sygehus,” siger Helene Ladegaard Hansen.

Helene Hansen – privatfoto