Næstved Museumsforening inviterer til offentligt foredrag ved Palle Birk Hansen: Gilder og Lav i Næstveds middelalder

Det var et ordentligt gilde!
Han er en rigtig gildebroder!

I dag er der en forestilling om, at gilder er fester, og gilder er for mænd! Sådan var det absolut ikke oprindeligt.

I middelalderen var gilder vigtige institutioner for begge køn. Gilderne handlede primært om at stifte altre i kirkerne og ansætte præster, som kunne passe altrene.
Og så skulle der holdes generalforsamlinger, der skulle holdes mindehøjtideligheder over de afdøde gildesøstre og -brødre, der skulle investeres kapital i ejendomme, afkastet skulle anvendes efter skråernes bestemmelser, gildesøstre og -brødre skulle følges til graven, der var utallige opgaver – og så skulle der slappes af med sammenskudsfester, hvor opgaverne gik på omgang, så alle bidrog med ligelige andele over en årrække.

At være medlem af et gilde eller et lav var en livsstil.

I dette foredrag tegner Palle Birk et billede af gilde- og lavslivet i middelalderen i en by som Næstved.

Hvad ved vi, hvad kan vi regne os frem til?

Lars Bisgaard har skrevet baggrunden for foredraget med sine bøger De glemte Altre, Odense Universitetsforlag 2001 og
Gilder, lav og broderskaber i middelalderens Danmark, Syddansk Universitetsforlag 2002.

Foredraget finder sted tirsdag d. 9. november 2021 kl.19.00 i den store sal i Kulturhuset Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, 4700 Næstved
Entre kr.30, gratis for medlemmer af Næstved Museumsforening. Der er salg af kaffe og kage i pausen.

Lavsskrin fra 1679, Københavns snedkersvendelav, Foto: Nationalmuseet