BEDRE PSYKIATRI Næstved lokalafdeling
Puk Hyllested, forkvinde
21954787
naestved@bedrepsykiatri.dk
Bedre Psykiatri Næstved på Facebook
Hver tredje dansker er pårørende
Kender du en, der lider af en psykisk sygdom? Et familiemedlem, en ægtefælle, en ven eller kollega? Over en halv million danskere lider af psykisk sygdom. En sygdom, der ikke kun vender op og ned på den syges liv.
BEDRE PSYKIATRI er landsforeningen for pårørende og blev stiftet i 1992 med den vigtigste opgave at skabe et bedre liv for den pårørende, fordi de ved, hvor voldsom en oplevelse det kan være at være vidne til, at sygdommen overtager og forandrer ens kære. BEDRE PSYKIATRI kæmper for og med de pårørende, fordi de også har behov for hjælp og rådgivning til, hvordan en hverdag med psykisk sygdom tæt inde på livet skal håndteres.
”Vi hjælper dig, så du kan hjælpe dine”
Bekymringer fylder ofte en stor del af den pårørendes liv. Bekymringer omkring den syges tilstand, ens rolle og ansvar som pårørende samt spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med behandling. Foreningen sætter fokus på de mange bekymringer og udfordringer, de pårørende står med, og taler deres sag over for politikere og fagfolk i psykiatrien for at forbedre vilkårene i en svær situation.
Der kæmpes bl.a. for pårørendes ret til gratis psykologhjælp, da professionel hjælp kan være til stor støtte. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at få bearbejdet den store byrde af bekymringer.
BEDRE PSYKIATRI har desuden fokus på den pårørende som vigtig ressource i psykiatrien. Foreningen har en tro på, at psykisk sygdom kan helbredes, og at chancen er større, hvis de pårørende inddrages i behandlingen. En bedre psykiatri vil forbedre den konkrete behandling og hele situationen for både den syge og de pårørende.
Næstved: Fokus på samtalegrupper
De pårørendes interesser varetages lokalt af mere end 50 lokalafdelinger. Her afholdes forskellige foredrag og arrangementer. Næstved-afdelingens højest prioriterede indsatsområde er etablering af samtalegrupper, hvor de pårørende kan åbne op om deres problemer, dele ud af deres erfaringer og hjælpe hinanden i samspil med en professionel gruppeleder.
Unge pårørende mellem 16 og 30 år har mulighed for at deltage i en ungegruppe. Mødet med andre unge, der står i samme situation, kan være til stor hjælp, fordi de forstår sig på de udfordringer og problemer, der er knyttet til det at være ung med psykisk sygdom i familien.
Netrådgivning
På BEDRE PSYKIATRIs hjemmeside kan du også modtage netrådgivning. Har du spørgsmål, bliver de behandlet fortroligt af ”Spørgekassen”. Du får gode råd til, hvordan du bedst kommer gennem hverdagen som pårørende til en, der lider af en psykisk sygdom, samt en oversigt over dine rettigheder blandt andet i forbindelse sagsbehandling, psykologhjælp og indlæggelse.
sølvpartner