Hovedtrappen indvies
Hovedtrappen indvies

Næstved Gymnasium og HF 
Nygårdsvej 43
4700 Næstved
Tlf. 55 72 06 76
[email protected]

Næstved Gymnasium og HF på Facebook. 

Minder for livet
“NGH er et sted, hvor man finder det bedste personale, professionelle lærere, og skaber de mest fantastiske venskaber. Gymnasietiden er noget man altid vil mindes – specielt hvis man har gået på NGH.”

Sådan lyder en af mange positive tilkendegivelser om Næstved Gymnasium og HF, man kan læse på Facebook. Måske er det alderen (NGH fejrede 70 års fødselsdag i 2013), måske er det størrelsen, der gør det (der går knap 1.400 elever her).

Lars Løkke Rasmussen på besøg den 26. februar 2015
Lars Løkke Rasmussen på besøg den 26. februar 2015

Næstved Gymnasium og HF er ihvertfald en af landets største skoler og, med 70 år på bagen, ligeledes en skole fyldt med stærke traditioner.

Hvis du søger om optagelse senest den 1. marts – og opfylder optagelseskriterierne – kan du blive en af de glade elever, der læser den treårige gymnasieuddannelse (STX) eller den toårige HF på NGH.

Mange spændende studieretninger
Gymnasieuddannelsen starter med et halvt års grundforløb, der introducerer de gymnasiale arbejdsmetoder og klæder eleverne på til at vælge en studieretning. Resten af uddannelsen består af obligatoriske fag, der er fælles for alle studieretninger, samt studieretningsfag som kan tone uddannelsen efter elevens egen interesse.

Næstved Gymnasium og HF udbyder årligt 14-17 studieretninger, og skolens størrelse gør, at alle ønskede studieretninger som regel bliver oprettet. I 2014 var der 146 lærere og 1.380 elever fordelt på 52 klasser, heraf seks hf-klasser.

Gymnasiefagene er opdelt på kategorierne international, humaniora, kunstneriske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige. Blandt valgfagene i Næstved er fag som filosofi, retorik, astronomi, design, multimedie, psykologi, drama, russisk og kinesisk. Siden 2009-2010 har NGH haft et udvekslingssamarbejde for både elever og lærere med en kinesisk high school.

På hjemmebane i gymnasieskolernes volleyballturnering
På hjemmebane i gymnasieskolernes volleyballturnering

Spækket med traditioner
I 2013 kunne Næstved Gymnasium fejre 70 års jubilæum som gymnasium. I 1953 flyttede skolen fra Jernbanegade til det nybyggede gymnasium på Nygårdsvej 43. 1972 blev gymnasiet udvidet med hf-afdeling, og skolen skiftede navn til Næstved Gymnasium og HF.

Den gamle skole er spækket med traditioner, bl.a. den berømte gallafest. På skoleårets sidste eksamensdag kommer 3.g- og 2.hf-eleverne kørende til skole i fuld galla. Køretøjerne er lige så flot pyntede som eleverne, og efter fælles fotografering på hovedtrappen danses Les Lanciers i aulaen.

Melodi Grand Prix på Næstved Gymnasium og HF er en anden fast tradition. 2.z, en studieretning med musik på højt niveau, arrangerer musikkonkurrencen, hvor alle lærere og elever må deltage.

Skolen arrangerer ligeledes hvert år en skolekomedie, teaterkoncert, musical eller anden teateroptræden. Forestillingen spilles tre aftener og er åben for publikum.

I løbet af skoleåret arrangerer NGH endvidere en række spændende gratis foredrag, hvor forældre, elever og interesserede borgere er meget velkomne.


sølvpartner