Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Upåagtet – Emily Gernild & Christine Swane

29. juni - 22. september

Hen over sommeren 2019, fra 29. juni til 22. september, viser Rønnebæksholm udstillingen Upåagtet – Emily Gernild & Christine Swane. De to kunstnere undersøger særligt blomstermaleriet i energiske og farvestærke kompositioner. Samtidig gives en indsigt i, hvordan Emily Gernild genlæser og bearbejder Christine Swanes værker.

Upåagtet – Emily Gernild & Christine Swane er en udstilling, hvor de to kunstnere vil berige og udfordre hinanden på tværs af mere end et århundrede i kraft af både deres ligheder og forskelligheder som kunstnere. Gernild vil skabe modsvar til Swanes værker – som en måde at opdage nye aspekter af hendes egen praksis såvel at berige og udvide synet på den historisk forankrede kunstners værker.

Pressefoto. Rønnebæksholm.

Et nyt blik på blomstermotivet
Rønnebæksholm vil med udstillingen betragte Christine Swane igennem en nutidig prisme for at fremkalde nye perspektiver på hendes værker, men også for at undersøge Emily Gernilds måde at arbejde på i forhold til den kunsthistoriske tradition. Vi, på Rønnebæksholm, har udvalgt værker af Christine Swane, som Gernild skaber modsvar til ved for eksempel at arbejde videre med kompositionen eller farveholdningen, zoome ind på en del af motivet, omforme, strække eller overføre det til nye medier som porcelæn og tapet. Men også ved at arbejde på et mere overordnet plan, ved for eksempel at undersøge Swanes måde at inkorporere sin egen keramik i sine malerier med opstillinger som et selvrefererende og -parafraserende greb. I værkudvalget har vi primært fokus på Christine Swanes malerier med opstillinger, men også hendes keramikarbejder.

Emily Gernild (f. 1985) beskæftiger sig i sine værker med det upåagtede motiv; de ting som vi tager for givet og omgiver os med i det daglige. Det kan umiddelbart opfattes som et konservativt valg af en ung, kvindelig maler primært at male blomster, men som med Swane er Gernilds mål netop at bringe dette kunsthistorisk ladede motiv nye steder hen. Til forskel fra Swane og andre af den tidlige modernismes kvindelige kunstnere, som Alhed Larsen og Anna Syberg, arbejder Gernild oftest i en langt større skala og helt tæt på motivet, der med brud og sammenstød mellem rytmer og kraftige farver nærmer sig abstraktionen. Og hvor Swane ofte tog udgangspunkt i det, der helt bogstaveligt omgav hende, så arbejder Gernild aldrig ud fra en konkret opstilling og hendes billeder er løsrevet fra enhver naturalistisk gengivelse af den virkelige verden. Emily Gernild tog sin afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2016 og studerede i 2013-14 på kunstakademiet i Düsseldorf med Tal R som professor.

Christine Swane (1876-1960) gjorde ikke som andre kvindelige kunstnere i sin samtid. Hun var i en årrække elev på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder – den eneste reelle mulighed en kvinde dengang havde for professionel, kunstnerisk uddannelse – men hun forlod skolen uden at tage afgang, da hun opfattede undervisningen som gammeldags. I sine tidlige værker arbejdede Swane i et naturalistisk formsprog, men stærkt påvirket af de modernistiske strømninger i sin samtid og de lærere og vejledere som hun selv valgte (Fritz Syberg, J.F. Willumsen, Karl Isakson, Sigurd Swane og Harald Giersing) forlod hun gradvist dette. Det var for Christine Swane et helt bevidst valg hele livet igennem at holde fast i at arbejde med opstillinger af planter, blomster og andre hverdagsgenstande som hun omgav sig med som sit primære motiv, og ved som en art Gesamtkunstwerk at lade sit levede liv og kunstneriske praksis smelte sammen, kan Swanes arbejde ses som en insisteren på det nære livs potentiale for kunstnerisk undersøgelse.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Billedhuggeren, Professor Gottfred Eickhoff og hustru, maleren Gerda Eickhoffs Fond, Dansk Tennis Fond og Rønnebæksholm Venneforening.

Udstillingen kan opleves til og med 22. september 2019

Åbningstider
Torsdag – søndag samt helligdage kl. 12 – 17

Se endvidere Rønnebæksholms hjemmeside for info om omvisninger og øvrige arrangementer www.roennebaeksholm.dk

Del på sociale medier

Detaljer

Start:
29. juni
Slut:
22. september

Sted

Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1
Næstved, 4700
+ Google Maps
Telefon:
55 72 47 24
Hjemmeside:
http://www.roennebaeksholm.dk/
Del på sociale medier