stafetI weekenden 29. og 30. august 2015 er der Stafet for Livet på Herlufsholm stadion.

Arrangørerne skriver:

Stafet For Livet er et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.

Stafet for livet i Næstved er tilbage for 7 år i træk. På disse 7 år, er vi gået fra 209 deltagere i 2009 til mere end 2600 i 2014. Stafetten i Næstved er samtidig vokset til den 2. største stafet i Danmark, hvad angår deltagere og det økonomiske overskud vi kan sende videre til Kræftens Bekæmpelse – i 2014 sendte vi 891.000 kr. videre til Kræftens Bekæmpelse – et resultat vi er meget stolte over.

Stafetten i Næstved skiller sig på mange områder ud, fra de øvrige stafetter i Danmark. Dette gør vi ved at inddrage mange forskellige aktiviteter weekenden igennem. Svømning, cykling, badminton og marathonløb for blot at nævne nogle få. De mange tilmeldte hold – 67 i 2014 – bidrager på hver deres måde også til de mange forskellige aktiviteter som finder sted i de 2 dage. Det som kendetegner aktiviteterne er, at de alle indsamler penge, som alle går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Man deltager ved at tilmelde sig et hold på Stafet for livet’s hjemmeside eller ved at tilmelde sig på Herlufsholm stadion, når stafetten er igang. Det koster 100 kr at deltage og beløbet går til Kræftens bekæmpelses livsvigtige arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.