Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

OffentLifs offentlige ord – skrevet med nål og tråd

august 10 - august 31

Næver Ending Stories, Næstveds nye litteraturfestival, der afholdes lørdag den 10. august, byder på en udstilling af nye værker af OffentLif, som broderer tankevækkende og provokerende ord og vendinger på gammeldags facon, med nål og tråd.

Planlægningsgruppen bag Næver Ending Stories blev i en spændende omtale i dagbladet Politiken med overskriften: “Medarbejder fik nok af varm luft og nonsens på jobcentret. Nu laver hun politisk satire. I korssting”, gjort opmærksom på OffentLifs kunst, og tænkte det ville være et scoop at udstille hendes værker på Næstveds nye litteraturfestival med fokus på unge.

OffentLif, der bor i Århus-området, og har det borgerlige navn Lif Rosenkvist, blev kontaktet og bibliotekar på Næstved Bibliotek, Thomas Damholt, fortæller, at han håber på, at samarbejdet kan blive til en underfundig, tankevækkende udstilling, hvor moderne, værdiladede ord bliver brugt i sammenhæng med en gammel håndværkstradition, som på mange måder nok er retrocool hos de unge i dag.

Det søde yndige, broderi og de sarkastiske ord og holdninger

Lif Rosenkvist selv beskriver den kommende udstilling sådan her:
“Jeg er OffentLif og broderer ord, som jeg støder på i det offentlige rum. Ord, som gerne må dvæles lidt ved, ord, der forundrer og af og til forarger og ord, der bliver misbrugt, så værdien af dem bliver udpint. Mit ønske er netop, at du som beskuer kan få tid og lyst til at stoppe op og tænke lidt over ord og deres betydning. Det er sjovt at lege med ord og sætte dem ind i en anden sammenhæng, end man er vant til at støde på dem.”

“Broderiet i sig selv er jo en lidt underlig kunstform. Vi har længe været vant til, at det har været yndige sofapuder, skønne lysduge eller bedårende servietter til brødkurven. Disse fine stykker håndværk er der rigtig mange af i den lokale genbrugsbutik. Jeg nytænker disse broderier og lægger nyt liv i dem med mine broderier. Jeg er begejstret for kombinationen af det søde, yndige broderi og de sarkastiske ord og holdninger. Selve processen, at brodere, er jo også gevaldig langsommelig – det gør, at jeg ikke kan andet end at dvæle ved ordene.”

“Jeg ser frem til, at mine broderede ord kommer til Næstved og bliver en del af oplevelsen ved Næver Ending Stories på biblioteket”, fortæller Lif Rosenkvist afsluttende.

OffentLif og meget mere Næver Ending Stories

Du kan følge OffentLifs broderiunivers ved at følge OffentLif på Instagram og Facebook. OffentLif er også en del af udstillingen, Edderbroderemig på Greve Musem, som varer frem til 12. januar 2020. Her kan man se broderier med afsæt i det lokale jobcenter, som Lif Rosenkvist før arbejdede på.”

Næstved nye litteraturfestival, Næver Ending Stories, løber af stabelen første gang den 10. august klokken 11-17, hvor du også kan opleve “OffentLifs offentlige ord – skrevet med nål og tråd”. Udstillingen vil dog også kunne ses i Næstved Biblioteks åbningstid august måned ud – til og med den 31. august.

På Næver Ending Stories, som også afholdes i Helligåndshuset og på Grønnegade Kasernes Kulturcenter, kan du blandt andet opleve Morten Pape, Spoken Word, Malene Sølvsten, unge skrivetalenter, foredrag om dansk hip hop og meget mere. Men altså også udstillinger og forskelligt andet i biblioteksrummet. Udover udstillingen med OffentLifs broderier, vil der være lyrikeksplosion, litteraturquiz, anbefalinger fra De Unges Boghjørne og oplæsning ved bibliotekarer.

Foto: Næstved Bibliotek

Detaljer

Start:
august 10
Slut:
august 31

Sted

Næstved Bibliotek
Kvægtorvet 4-6
Næstved, 4700 Danmark
+ Google Maps
Hjemmeside:
https://www.naesbib.dk