Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Guidet tur: Papiret er tilbage på Kranøen

august 16 17:00

I forbindelse med Radiodrama.dks nye videowalk “Den Sidste Kvinde” spiller papir en stor rolle – og netop papir har været omdrejningspunktet på Kranøen i midten af Næstved. Det fortæller Radiodrama.dk om ved en guidet tur i forbindelse med premieren.

Den store og massive betonkonstruktion, som i dag ses på Kranøen i Rådmandshaven, stammer fra dengang Maglemølle Papirfabrik havde til huse i hjertet af Næstved. Den var en del af råstoflageret, og selv fabrikken lå der, hvor kommunens administrationsbygning ligger nu.

– Nogle gange passer tingene sammen. En stor og vigtig del af vores videowalk er de små filmklip med Paper Cineme (papir biograf), som den digitale forestilling består af. Jeg har arbejdet en del med det gammeldags papirdukketeater, som ligner Det Kongelige Teater, og da jeg via en workshop i London igen begyndte at arbejde med papir som teatermedie, kunne jeg pludselig se masser af nye muligheder for at modernisere papiret som teaterform, fortæller Morten Aagaard, som har arbejdet med det kunstneriske udtryk i papir-sekvenserne i “Den Sidste Kvinde”.

At papiret skulle komme tilbage til Kranøen var ikke tiltænkt fra starten.

– Sådan kan man ikke arbejde med kunst. Her er det ideen, der kommer først. Men da vi opdagede, lidt ved et tilfælde, at Kranøen var hjertet i papirproduktionen, gik det hele op i en højere enhed, siger Morten Aagaard.

En del af videowalken går igennem den store betonkonstruktion på Kranøen, og her har teatret alligevel sendt en lille hilsen til papirfabrikken.

– Netop på dette sted får vores hovedperson, Ane Andersdatter, en ny plads som tjenestepige. Det lydbillede, som publikum møder netop her, er noget mere industrielt end det i virkeligheden har været. Men vi syntes ligesom, at papirfabrikken skulle med på en eller anden måde. Og det blev så via et lydbillede, som passer ind i fortællingen, men har nogle specielle referencer til lokationen, siger Morten Aagaard.

Kranen, som man altså stadig kan se resterne af, blev brugt til at løfte blandt andet træmasse fra de pramme, som fragtede råstofferne til papirfabrikken. Herefter skulle råstofferne op til selve fabrikken, og det skete via skinner på en seks meter høj bro. I 1938 blev den nye papirfabrik åbnet lidt uden for byen, og der var ikke længere papirråstof på Kranøen.

Nu er resterne af kranen blevet en del af scenografien i videowalken om den sidste danske kvinde, der blev henrettet. Det er fortællingen om Ane Andersdatter, der må betale med sit liv, da hun har slået tre af sine fire børn ihjel.

Kom på GUIDET TUR i forbindelse med premieren
I forbindelse med premieren inviterer Radiodrama.dk på en guidet tur fredag den 16. august – kl. 17.00.

Her vil Kia Lundsgaard fortælle om Ane Andersdatter, hendes skæbne og tidens syn på ugifte kvinder med børn. Hun vil også fortæller om de steder Ane Andersdatters liv udspillede sig og om det kunstneriske arbejde med videowalken. Herefter vil man gå videowalken sammen, og til sidst vil der være mulighed for spørgsmål og kommentarer.

Det er gratis at deltage i den guidede tur, men skal blot møde op ved springvandet “Fontænen” i Rådmandshaven i Næstved. Man skal medbringe sin egen smartphone og hovedtelefoner. Hver deltager skal bruge et sæt. Forventet varighed er 45 minutter. Tilmelding er ikke nødvendig.

INFORMATION
“Den Sidste Kvinde” har premiere fredag 16. august. Video-walken kan opleves gratis i Rådmandshaven i Næstved. Startstedet er ved springvandet “Fontænen” ved Kranøen. Man finder videoen på www.radiodrama.dk/den-sidste-kvinde. Man skal starte videoen og få billedet på skærmen til at passe med virkeligheden. Herefter skal man blot følge filmen på skærmen, som guider publikum.

Detaljer

Dato:
august 16
Tidspunkt:
17:00

Sted

Rådmandshaven
Næstved, 4700 + Google Maps