Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Copenhagen Phil indtager Næstved

marts 19 19:30

Den 19. marts 2019 rykker Copenhagen Phil – hele Sjællands symfoniorkester ind på Grønnegades Kaserne Kulturcenter med den unikke koncert “Open Orchestra” – og inviterer publikum til at gå rundt midt inde i musikken.

Når symfoniorkestret Copenhagen Phil igen gæster Næstved er det denne gang med en helt ny koncertoplevelse. For under “Open Orchestra” koncerten inviteres publikum på en rejse gennem den klassiske musik. Her kan man nemlig gå frit rundt i musikken og komme helt tæt på orkestrets 65 spillende musikere og instrumenternes kraft, da hele symfoniorkestret står spredt ud i rummet som en musikalsk labyrint.

Et unikt koncertformat, hvor det store orkester inviterer ‘inden for’ i symfonierne – helt ind i musikkens maskinrum. Herinde skal publikum opleve klassiske højdepunkter fra nogle af alle tiders største musikværker bl.a. Tjajkovskijs “Romeo & Julie”, Sjostakovitjs 10. symfoni, Elgars “Nimrod” fra Enigma variationerne og Griegs smukke “Morgenstemning” – samt filmkomponisten over dem alle, John Williams og hans “Star Wars”. Fra sit podie midt i rummet leder dirigent Jesper Nordin de mange musikere.

650 skoleelever er med
“Open Orchestra” er også for børn og unge. Forud for tre skolekoncerter, der foregår onsdag den 20. marts kl. 11, 12 og 13 samme sted, har alle tilmeldte 5. klasseelever i Næstved Kommune fået besøg på deres skole af et ensemble fra Copenhagen Phil. Her stifter de bekendtskab med og bliver introduceret til den klassiske levende musik.

Hele 27 klasser med i alt 650 elever fra alle Næstveds seks kommunale folkeskoler oplever således både det nære møde med musikerne og den store “Open Orchestra” koncert med hele symfoniorkesteret. Skoleinitiativet er blevet til med støtte fra Næstved Kommune – det er derfor gratis for de medvirkende klasser.

Billetter til koncerten den 19. marts kl. 19:30 koster 140 kr. inkl. gebyr for voksne og 95 kr. inkl. gebyr for unge og studerende under 25 år. Billetterne kan købes på www.gkkultur.billetten.dk og i billetkontoret på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i kontorets åbningstid evt. via tlf. 5588 3950.

“Open Orchestra” er udviklet med støtte fra Nordea-fonden. Koncerterne i Næstved er støttet af Næstved Kommune, der også støtter, at de tilmeldte klasser får et musikerbesøg i skoletiden.

Foto: Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Detaljer

Dato:
marts 19
Tidspunkt:
19:30

Sted

Grønnegade Kaserne Kulturcenter
Grønnegade 10
Næstved, 4700
+ Google Map
Telefon:
55 88 39 40
Hjemmeside:
http://www.gkkultur.dk/