Af Jette Kloppenborg Kruse, bestyrelsesmedlem Friluftsrådet Sydvestsjælland og Arne Kristensen, forperson Friluftsrådet Sydvestsjælland

Så er det nu – Kan vi få adgang til den nye natur?

Gå til vælgermøder og vær med til at påvirke fremtiden i dit nærområde.

Lad os bruge de næste ugers valgkamp på at få klarhed over, hvad de kommende byråd mener om sagen.

Friluftsrådet Sydvestsjælland opfordrer alle friluftsorganisationer i Næstved, Slagelse og Sorø kommuner til at få deres politikeres syn på den Grønne Trepart. Vil dine lokale politikere arbejde for adgang til den nye natur?

Fra Friluftsrådets side, på landsplan og lokalt, ser vi frem til det videre arbejde – og til, at der bliver taget et væsentligt hensyn til friluftslivet i den videre arealplanlægning i den grønne trepart. Her er det vores egen kommune som skal føre an, det bliver i den grad lokalt, så hold øje med dit lokalområde!

Og lad os slå fast: Danskernes adgang til naturen er ikke en luksus. Det er en forudsætning for, at naturen også bliver oplevet, forstået og værdsat af alle generationer i vores samfund.

Vi håber på spændende debatter ude i vores område.

Foto: Colourbox