Vandring er i stor vækst herhjemme, og nu bliver det nemmere at opdage smukke skovstier og kyststrækninger. Et samarbejde mellem Dansk Vandrelaug og Google betyder, at Google Maps fremover viser vej til nogle af Danmarks fineste vandreoplevelser.

Interessen for vandring stiger, graf: Dansk Vandrelaug

Danskernes vandrelyst er blevet vækket kraftigt til live i løbet af det seneste år med coronanedlukning. Med krav om afstand og små forsamlinger har gåture været en af de måder, man har kunnet se familie og venner. Og fra i dag får danskerne endnu en grund til at dyrke deres foretrukne motionsform.

Dansk Vandrelaug og Google går nemlig sammen i et nyt partnerskab, der betyder, at danskerne gennem Google Maps bliver guidet til 288 af de bedste danske vandrestier, herunder mange i Hovedstaden og Nordsjælland. Hidtil har det været svært for den almindelige dansker at få et samlet overblik over gode vandrestier – det bliver nemmere nu.

“Vi har et erklæret mål om at give danskerne mulighed for at færdes og opholde sig i naturen. Derfor er det et rigtig vigtigt fremskridt, at de bedste vandrestier herhjemme nu bliver mere tilgængelige for folk via Google Maps. Vi håber, at det giver anledning til, at endnu flere kommer ud og nyder naturen fra påsken og frem,” siger Steen Kobberø-Hansen, landsformand i Dansk Vandrelaug, der er Danmarks største vandreorganisation.

Nøje udvalgte stier
Konkret har Google Maps nu fået 288 geografiske markeringer, som hver er udtryk for startstedet på en vandresti. Samtlige stier er udvalgt af Dansk Vandrelaug bl.a. på baggrund af en række specifikke kriterier, fx at stierne skal være tydeligt markeret og gerne starte og slutte samme sted. Derudover er stierne etableret af anerkendte organisationer som Friluftsrådet, der står for Kløverstierne, og SPOR i Landskabet under Landbrug & Fødevarer.

Samlet set får danskerne inspiration og adgang til flere end 2.000 kilometer vandrestier ved at åbne Google Maps enten på telefonen, computeren eller i bilen. På verdensplan er Danmark det land, hvor befolkningen har bevæget sig mest ud i naturen under coronakrisen, og Google håber med partnerskabet at kunne styrke den tendens yderligere.

“Næsten uanset hvor i Danmark, man befinder sig, er der en smuk vandresti i nærheden. Eksperterne har lavet et fremragende benarbejde i forhold til at udvælge og kortlægge netop de ruter, som viser den alsidige danske natur og fortæller gode lokalhistorier. Vi er glade for at kunne gøre dem mere tilgængelige, så de fremover blot er få klik væk,” siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.

Sådan finder du stierne
Stierne kan fra i dag findes i Google Maps på samtlige platforme; browserudgaven og apps til både Android og iOS. Du finder stierne ved at søge på ordet ‘vandreområde’. Derefter dukker de nærmeste vandrestier op som røde nåle med vandreikon på kortet. Jo mindre et geografisk område, der søges på, desto mere præcise visninger af søgeresultater (flere røde nåle) får man.

Er du på udkig efter en specifik stitype, så kig på stiernes navne, der fx hedder Kløverstien på VestamagerSpor Jons Kapel eller Kvalitetssti Rebild. Bemærk, at søgefunktionen i Google Maps løbende bliver bedre til at koble søgeord med indhold.

Vandrestierne
De 288 stier består af tre forskellige typer af stier.

  • Kvalitetsstier er certificeret af Dansk Vandrelaug ud fra en række kriterier. De skal byde på naturoplevelser, være langt fra befærdede veje, og start- og slutpunktet skal fx enten være det samme sted.
  • Kløverstier er udviklet af Friluftsrådet og har det fællestræk, at man fra ét centralt udgangspunkt kan gå, løbe og cykle en tur på fire forskellige distancer. På ruterne er der fortællinger om de steder, man passerer.
  • Spor er vandrestier etableret på baggrund af frivillige aftaler mellem lodsejere og organisationen SPOR. Ruterne kan gå gennem fx marker og skove og skal give danskerne mulighed for at opleve nye sider af naturen.

Organisationerne bag

Dansk Vandrelaug er med cirka 10.000 medlemmer landets største organisation af vandrere. Organisationen tilrettelægger og gennemfører hvert år godt 2.500 vandreture i Danmark og udlandet.

SPOR i Landskabet har eksisteret siden 1997 og er et samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, KL, Landdistrikternes Fællesråd og Danmarks Jægerforbund.

Friluftsrådet er Danmarks største friluftsorganisation, som arbejder for at forbedre mulighederne for, at danskerne kan bruge og opleve naturen.

 

 

Del på sociale medier