Med temaet Huler & Hemmeligheder inviterer Næstved Børnekulturfestival dagtilbud, skoler og familier til musik, fortællinger, kreative værksteder og fælles oplevelser 18.-29. maj.
2100 børn fra Næstved Kommunes dagtilbud og skoler kan glæde sig til at danse med Næssi og Ulla Abdullas Cocobongoband, når Børnekulturfestivalen åbner 18. maj kl. 10 på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Årets program byder blandt andet på hulebyggeri, billedkunst, leg, musik, højtlæsning og fortællinger for børn i hele kommunen. Det glæder formand for Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget Anette Brix.
– Det er fantastisk, at så mange børn fra hele kommunen får mulighed for at deltage. Børnekulturfestivalen skaber rum for leg, læring, fantasi og kreativitet. Samtidig oplever vores børn at være en del af et større fællesskab. Det har stor betydning for børnenes trivsel og udvikling, siger Anette Brix.
114 kulturelle arrangementer
Børnekulturfestivalens program for dagtilbud, skole og SFO indeholder 6600 pladser, som pædagoger og lærere booker på forhånd.
I alt tilbydes 114 kulturelle arrangementer, hvoraf 29 procent foregår ude i de institutioner, hvor børnene færdes til dagligt. Børnekulturfestivalens aktiviteter finder dermed sted i store dele af kommunen, så både børn i byen og i lokalområderne får mulighed for at deltage.
Nyt samarbejde
For andet år i træk tilbyder børnekulturfestivalen også et åbent program, som ikke kræver tilmelding. 19.-21. maj kl. 9-12 kan de yngste børn komme forbi festivalpladsen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter med deres voksne og deltage i gratis aktiviteter som for eksempel dekoration af hemmelige æsker, hulemalerier, hulebyggeri, højtlæsning og meget mere.
Som noget nyt er det 20 elever fra FGU, som står for aktiviteterne i det åbne program. De unge står klar i Næssi-t-shirts til at lege, tegne og bygge med de små børn. Samarbejdet giver samtidig FGU-eleverne erfaring med at planlægge og gennemføre kreative aktiviteter for børn.
Alle aktiviteter for familier er gratis. Læs mere om Næstved Børnekulturfestival på www.naessi.dk

Dato: 18-05-2026
Sted: Grønnegades Kaserne Kulturcenter

















