Den 25. juni blev 57 nye faglærte i handel, detail, logistik og kontor med speciale i økonomi fejret på ZBC i Næstved.
Der var både virksomheder, familie og venner i salen, da ZBC i Næstved fredag holdt dimission for 57 elever. Omkring 200 var mødt op for at fejre de nyuddannede faglærte og markere overgangen fra elev til færdiguddannet.
Uddannelseschef Morten Lynnerup bød velkommen, inden vicedirektør i Dansk Erhverv, Jakob Ellemann-Jensen, holdt dimissionstalen. Her satte han ord på den rolle, de nyuddannede nu træder ind i, når de skal bruge deres faglighed i virksomhederne.
Dagen bød også på legater fra blandt andet HK og ZBC-priser til elever, der har gjort et særligt indtryk. For dimittenderne blev dagen en afslutning på et uddannelsesforløb, hvor skole, oplæring og arbejdsliv har hængt tæt sammen.
En milepæl
For Karina Munch, der netop er blevet færdig med detailuddannelsen, var dimissionen en dag, hun havde arbejdet sig frem imod.
– Det er en milepæl for mig. Det er noget, der har taget mig noget tid at komme til, hvor jeg er nu, så jeg er meget glad for det, siger Karina Munch.
Det er især menneskerne omkring hende, hun tager med sig fra uddannelsen.
– Klart det fedeste har været stemningen blandt os, og min underviser har haft stor indflydelse, siger Karina Munch.
Nu skal hun søge arbejde og drømmer om et job i en tøjbutik. På længere sigt vil hun gerne videreuddanne sig inden for AI og e-handel.
Skole og praktik
For Sofie Hermansen betyder dimissionen, at hun nu kan fortsætte som faglært på den arbejdsplads, hvor hun har været i praktik. Hun er uddannet logistikassistent og er blevet ansat hos Marius Pedersen i Ringsted.
– Det betyder rigtig meget, fordi nu kan jeg være faglært i mit job og få lov til at blive. Det betyder rigtig meget, at jeg er kommet igennem, og det har været et rigtig spændende forløb, siger Sofie Hermansen.
Hun fremhæver især underviserne og samspillet mellem ZBC og arbejdspladsen som noget af det, der har løftet uddannelsen.
– Jeg tror, det har været underviserne. Både Majbritt og Henrik har været meget inkluderende. Det har virkelig løftet mit niveau, fordi jeg har haft lyst til at komme her og være, og de har kunnet vende det sammen med både arbejdspladsen og læringen, siger Sofie Hermansen.
Skiftet mellem skole og praktik har gjort det muligt at tage ny viden med direkte tilbage i hverdagen på arbejdspladsen.
– Jeg har været i praktik hos Marius Pedersen i Ringsted. Det har været godt lige at kunne fordybe sig på skolen og så komme tilbage og bruge det, for jeg har brugt det rigtig meget på min arbejdsplads, siger Sofie Hermansen.
Klar til næste skridt
Også for Gitte Lisby, der er blevet færdig som kontorassistent med speciale i økonomi, har uddannelsen givet en tydeligere faglig retning. Hun har været i praktik i Region Sjælland og har restpraktik frem til 1. september.
– Jeg føler mig i hvert fald klædt rigtig godt på til at kunne tilbyde min arbejdskraft i rigtig mange virksomheder, siger Gitte Lisby.
På ZBC har hun oplevet et fagligt miljø, hvor der var fokus på det, hun gerne ville arbejde videre med.
– Det har været meget fokuseret og på et meget fagligt højt niveau. Jeg har mødt nogle mennesker, som har haft den samme interesse som mig, så det har været meget givende og meget fagligt udviklende at være i miljøet her, siger Gitte Lisby.
For hende har uddannelsens erhvervsrettede form været en styrke.
– Den er meget erhvervsrettet, så derfor er der mange af de ting, vi lærer, som er en til en med, hvad vi vil møde, når vi er færdige, siger Gitte Lisby.
Stolte undervisere
For underviserne fra ZBC Majbritt Kjær og Henrik Pedersen er dimissionen også en dag, hvor flere års arbejde samler sig. De har undervist eleverne på tværs af handel, logistik, indkøb og kontor med økonomispeciale.
– Når man står der på selve dagen og mærker, hvordan virksomheder, forældre og familier bakker op om arrangementet, bliver vi selv overvældede og rørte hver gang. Det er også kulminationen på vores arbejde, siger Henrik Pedersen, underviser på ZBC.
Majbritt Kjær håber, at eleverne tager deres egen udvikling med sig videre.
– Jeg håber, at de tager rejsen med. Det her med, at der sker rigtig meget, fra de starter, til de slutter med deres fagprøve. Og så selvfølgelig at de har gennemført en uddannelse, som der er brug for derude, og at de er værdsat på arbejdsmarkedet, siger hun.























