10.-11. august husstandsomdeles teaterforeningens program for den kommende sæson til alle i Næstved Kommune. Programmet udgives i samarbejde med Dansk Rakkerpak & Faster Cool og omfatter både egnsteatrets tilbud samt teaterforeningens voksen- og børneforestillinger.

Til de voksne:

Her tilbyder vi 27 opførelser af 24 forskellige forestillinger. Selve 50 års-jubilæet markeres d. 10. og 11. december med Café Livas Julecabarét And i sigte. Cabaréten kommer ellers ikke på turné, men Jacob Morild vil gerne være med til at fejre jubilæet, så Café Liva drager til Næstved i weekenden.

Til børnene:

Der findes så meget godt børneteater. Vi har udvalgt 14 forestillinger, som er inddelt i aldersgrænser fra de helt små til teenageren. Prisen for en børneteaterbillet kun 50,- kr. + gebyr til billetten 10,- kr. Den første søndag i hver måned samarbejder vi med Dansk Rakkerpak & Faster Cool, hvor der efter forestillingen serveres ”brunch”. Billetprisen til disse søndage 100 kr. + gebyr.

Dansk Rakkerpak & Faster Cool:

Egnsteatrets tilbud rummer både et udvalg af deres forestillinger samt de populære ”kultursupper”.

Tjek hele repertoiret i programmet, der lander i din postkasse, vel at mærke hvis du ikke har sagt nej tak til reklamer. Hvis du har sagt ”nej tak” kan det hentes enten på Grønnegade Kasernes Kulturcenters kontor, på Biblioteket eller hos Langes Bog & Idé.