Kulturcenteret afslører: Open Air med Jacob Dinesen og Johnny Madsen til sommer!

Det er sjældent at unge musikeres karrierer eksploderer som Jacob Dinesens har gjort. Den unge herre med den mørke røst er klar til at rocke løs i Næstved, og ikke nok med det efterfølges han af den noget mere garvede herre Johnny Madsen der også står på scenen, under den åbne himmel på Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 2. juni 2017.

Med en stort set udsolgt vinterturné, nyt anmelderrost album og et airplay ulig alle andres er det ikke uden grund at valget som en af kunstnerne til Open Air koncert på Grønnegades Kaserne Kulturcenter faldt på Jakob Dinesen. Med numrene Roll With Me, Will You Stay og Jessie har Dinesen slået sit navn fast på den danske rockscene, og sammenlignes ofte med de aller største amerikanske folkrock koryfæer. Dette ikke mindst for hans rungende røst, der peger mod stjerner som f.eks. Bruce Springsteen. Med to albums i bagagen har den unge Dinesen kastet sig ud i en turné der strækker sig vinteren over. Og de fleste andre spillesteder har ligesom Grønnegades Kaserne Kulturcenter længe meldt udsolgt til denne turnés koncert i Næstved den 7. april.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter har som en af de eneste spillesteder i landet fået chancen for at præsentere denne musikalske komet hele to gange i samme sæson.

Stor efterspørgsel

Den store efterspørgsel og de utallige publikummer der desværre ikke nåede at få billetter, var en kraftigt medvirkende årsag til at netop Jacob Dinesen skulle på plakaten til dette års Open Air. ”Og så er det jo kun en ekstra stor fornøjelse som arrangør, at kunne tilføje så garvede kræfter som Johnny Madsen til programmet” fortæller Grønnegades Kaserne Kulturcenter leder John Nørbjerg. ”Han er altid garant for en fest, og med sit band i ryggen er der virkelig budt op til rockfest”.

Johnny Madsen, og ikke mindst hans band der bla. tæller Danmarks bedste guitarist Knud Møller, har flere gange tidligere spillet for fuld sal i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. ”Der venter virkelig en stor musikaften i Næstved, og med dette line up forventer vi at rigtig mange musikfans landet over vil finde vej til Sydsjællands hovedstad den 2. juni” afslutter en glad og spændt kulturcenterleder.

Billetter til den største rockfest under åben himmel i 2017 kan sagtens ende som julegaver i år, for billetsalget starter allerede fredag kl. 10.00. Du kan finde dine billetter på www.gkkultur.dk, fra Grønnegades Kaserne Kulturcenters billetsalg eller ved at reservere dem på tlf. 5588 3950.