Slut med spild af mad i kantiner

I et stort projekt, der både har involveret studerende og medarbejdere, har kantinerne i University College Sjælland nu modtaget REFOOD-mærket, som beviser, at der sættes aktivt ind mod madspild i de seks kantinekøkkener rundt omkring på Sjælland.

I Næstved gør de det. I Nykøbing F. gør de det. I Roskilde, Vordingborg, Sorø og Slagelse gør de det også. Alle UCSJ’s seks kantinekøkkener er nu overgået til aktivt at arbejde med at mindske madspild. I stedet for at kassere mad, anvendes nu madaffald til produktion af biomasse, gødning og grøn energi. Kantinerne har netop tilsluttet sig REFOOD-mærket, der betyder, at UCSJ’s kantiner har forpligtet sig på at gøre hvad de kan for at mindske madspild.

Studerende satte gang i kantinernes grønne energi
Det er studerende fra Ernæring og Sundheds-uddannelsen i Sorø, der har sat projektet i gang i samarbejde med forsknings- og udviklingsprojektet “Uddannelse for Bæredygtig Udvikling” (UBU-UCSJ), så kantinerne siden har haft et grundlag for at implementere den gode idé.

De studerende har været en kæmpe styrke at arbejde med. Deres engagement og ildhu har været inspirerende og gjort det her til et supergodt projekt, der har været lige til at gå til for vores kantiner, siger Birgitte Lunden Poulsen, øverste chef for UCSJ’s seks kantiner.

Tilslutningen til REFOOD-mærket er en del af kantinernes miljøpolitik, som udfoldes over de næste par måneder i alle UCSJ’s kantiner.

REFOOD-mærket er stiftet af fem organisationer inden for mad og fødevarer, bl.a. Stop Spild af Mad og Landbrug og Fødevarer.

 

refood_maerke_ffabf062_a08f1845