ZBC Næstved dannede i dag ramme om dimissionen for 25 elever fra EUX-uddannelsen, der nu kan tage hul på både arbejdsliv og videreuddannelse

ZBC var fyldt med smil, familie og feststemning, da 25 elever fra EUX-uddannelsen officielt afsluttede deres forløb og blev fejret ved en dimission.

Med både studentereksamen og en erhvervsuddannelse i hånden kan eleverne nu vælge mellem at læse videre eller træde direkte ud på arbejdsmarkedet.

“Nu står jeg her med en hue på”
En af dem, der modtog huen i dag, var Live Paaske, der netop har afsluttet en EUX-kontoruddannelse. For hende var dagen både glædelig og personlig:

– Der er mange lærere, der har sagt til mig, at jeg ikke kunne. Men nu står jeg her med en hue på og et ganske fornuftigt gennemsnit. Det er en kæmpe sejr, sagde hun.

Hun beskrev følelsen som en kombination af fryd og lettelse:

– Jeg har vist mig selv, at jeg godt kan – og at jeg har lært at lytte til mine egne behov og tage tingene i mit eget tempo.

”Det er helt sikkert det værd”

For Sofus Lindberg, der dimitterede fra EUX Business med specialisering i handel, var det især lettelsen, der fyldte efter den sidste eksamen:

– Jeg var lidt på nippet der til sidst, men jeg endte med et syvtal. I det øjeblik jeg fik det at vide, lettede hele kroppen. Jeg var helt oppe at køre og endte med at give lærer og censor en kæmpe krammer.

Sofus ser også huen som en form for bevis:

– Huen har givet mig mere motivation, også selvom jeg endnu ikke helt har fundet min vej i livet. Den åbner nogle flere døre, siger han med et smil.

Tid til fest – og fremtid

Selvom tankerne lander på, hvad der skal ske i fremtiden, ser Sofus Lindberg lige nu frem til lidt ro og fejring.

– De næste to uger skal jeg bare hygge mig. Og så begynder jeg nok at søge læreplads. Jeg tænker måske en tøjbutik – det kunne være et hyggeligt sted at være, siger han.

Pressefoto