Nyudlærte lærlinge inden for metalindustrien blev fejret fredag d. 25. oktober hos Dansk Industri i København ved den årlige uddeling af Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen). Her kommer den blot 21-årige rustfaste smed Bertram Ludvig Sønderhave Scheffmann fra Næstved ind i billedet. En person, der var overbevist om, at han skulle være mekaniker, men i dag er prismodtagende smed.

Siden 2003 har Metalindustriens Uddannelsesudvalg i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddelt ML-prisen til 25 nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.

I fredags var Bertram Ludvig Sønderhave Scheffmann en af de 25 prismodtagere, der blev udvalgt ud af mere end 200 indstillinger for at have udmærket sig både fagligt, socialt og kollegialt. Eleverne bliver nomineret af deres læreplads og undervisere og det er et krav, at man har modtaget topkarakter, 12, i svendeprøven inden for en uddannelse med tilknytning til Metalindustriens Uddannelsesvalg, og samtidig skal man have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner.

Indstillingen af Bertram til ML-prisen har der ifølge hans tidligere skole, EUC Sjælland i Næstved, ikke været tvivl om. Og Herfølge Kleinsmedie, en af Sjællands største smedevirksomheder, som også har indstillet Bertram til prisen, er en arbejdsplads, som Bertram kender tilbage fra flere år siden, hvor hans fars kammerat sørgede for, at han kom en uge i praktik. Efterfølgende blev det også hans læreplads. I dag er smedvirksomheden hans faste arbejdsplads.

Troede selv, at han skulle være mekaniker

Spørger man Bertram selv, havde han aldrig forudset, at han i dag ville stå som smed. I slutningen af 9. klasse var han overbevist om, at han skulle være mekaniker. Han kunne ikke fokusere på andet. Men så var der lige en middag derhjemme med hans far og farens kammerater.

En af vennerne fik udbrudt: “Kunne smed egentlig ikke være noget for dig?”. Bertram rystede på hovedet og svarede brat, at han skulle være mekaniker. Men alligevel var der en stemme i ham, der sagde, at han skulle takke ja til en uges praktik, som hans fars kammerat havde stablet på benene.

“Den uge i praktik hos Herfølge Kleinsmedie tændte virkelig noget i mig. Og nu står jeg her, færdigudlært som rustfri smed på selvsamme sted, og kan ikke forestille mig at have tænkt, at jeg skulle være mekaniker i sin tid”, siger Bertram Ludvig Sønderhave Scheffmann.

Ærekær og pertentlig

Det er ikke kun Bertram, der er stolt af at have modtaget prisen. Hans uddannelsesinstitution, EUC Sjælland, er også imponerede. 

“Bertram er et meget charmerende menneske, der med sin frisk fyr-energi fylder positivt, uanset hvor han er. Han er som person ærekær og pertentlig med alt, hvad han foretager sig, og han har hele vejen igennem uddannelsen ønsket at levere et godt resultat”, siger Niels Vestergaard, underviser på smeduddannelsen på EUC Sjælland.

Ét er at være en god elev på en erhvervsuddannelse, men tiden som lærling ude hos en virksomhed skal ikke undervurderes.

“Han har været talentfuld fra start til slut, og har haft en læreplads der har set og forstået at udnytte hans talent fra starten, hvor jeg har forstået, han ret hurtigt har fået og taget et stort ansvar for de opgaver, han er blevet stillet, hvilket klart har været med til at løfte hans selvtillid og lyst til at dygtiggøre sig yderligere”, siger Niels Vestergaard.

Ifølge Bertram lærte han alt teknik og faglighed på skolen, mens han hos sin læreplads har lært og stadig lærer alle de såkaldte “cowboytricks” inden for sit fag.

Overrasket og stolt over at modtage prisen

Bertram havde en festlig dag i fredags og han havde ikke regnet med, at prisuddelingen ville have været så stort et show, som den viste sig at være. Med sin tidligere underviser, uddannelsesleder, sine venner og sin familie på publikumspladserne, blev han hyldet på scenen.

“Det betyder rigtig meget for mig. Man tror jo aldrig, at det er én selv, der vinder. Det er altid naboen. Så det var virkelig fedt at blive hyldet for mine færdigheder som smed. Det vil jeg tage med mig i fremtiden”, siger Bertram.

Bertram er meget glad for sin nuværende arbejdsplads og er i gang med at starte op som selvstændig med firmaet Scheffmann Stål og Montage i Holme-Ostrup, som han drømmer om at køre ved siden af eller i sideløb med sin stilling hos Herfølge Kleinsmedie.

 

Bertram Ludvig Sønderhave Scheffmann her med prisen (Foto: EUC Sjælland).