Bygningsmaler Jasmin Vejnø Halling, murer Markus Zacho Pryn og flisemurer Alexander Bo Liedecke sejrede ved regionsmesterskaberne i Skills i år. Nu er de klar til deltagelse i DM i Skills 2021, hvor de går efter titlen som danmarksmestre.

Ihærdighed og hårdt arbejde blev belønnet, da EUC Sjællands elever Jasmin, Markus og Alexander kunne lade sig kåre som vindere ved regionsmesterskaberne for henholdsvis bygningsmalere, murere og flisemurere for kort tid siden. Førstepladserne betyder, at de nu skal dyste mod Danmarks største håndværkertalenter til de kommende DM i Skills 2021 i deres fag.

Passion for håndværksfagene
Fælles for de tre regionsmestre er at de brænder for deres fag.

Bygningsmaler Jasmin er til dagligt i lære hos Poul Pedersen & Søn Malerfirma i Haslev, og fortæller om sit fag:

“Jeg elsker at bruge kroppen i mit arbejde. Så er jeg vild med at se glæden i øjnene på mine kunder. Det at få malet et hjem, kan være ligesom at gå til frisør, hvor kunderne glædes over fornyelse. Det at være bygningsmaler er meget mere end at male. Det er at spartle, slibe, afrense, opsætte tapet og lære en masse teknikker. Jeg elsker det hele i en samlet enhed.”

Alexander er til dagligt i lære hos Børge Jakobsen & Søn A/S i Næstved som flisemurer, siger:

“Jeg elsker at komme ud til et hus, der kan være helt skævt eller hvor gulvet er ude af vinkel – men jeg alligevel skal få fliserne til at være helt lige. For mig handler det om at forskønne ting, at få noget til at se helt nyt ud. Man skal være tålmodig som flisemurer og kunne lide præcision. Hvis en flise har sat sig forkert, så rykker det hele sig. Og så er det bedre at starte forfra. Det allerbedste er at gøre kunden tilfreds – og så er jeg bare opslugt af fliser. Når jeg er inde i rum, hvor der er fliser, kigger jeg altid på, hvordan arbejdet er udført.”

Og sidst men ikke mindst Markus, der er i lærer som murer ved Sandholt & Pedersen ApS Murermestre i Haslev fortæller:

“Jeg kan godt lide at lægge mursten, det synes jeg bare er fedt. Jeg elsker at lave tingene pæne. Det er udfordrende at være i murerfaget, der er nemlig rigtigt meget, man skal kunne. Man skal kunne udføre tingene i praksis men også have en forståelse for det teoretiske som geometri og matematik. Der er en god arbejdsgang i mit fag, og så er det er fedt at være på arbejde på byggepladser med mine gode kollegaer.”

Grundet COVID-19 er det store DM i Skills 2021 aflyst, derfor afholder hvert enkelt fag deres eget danmarksmesterskab næste år.

EUC Sjællands talentarbejde
De tre elever er en del af talentarbejdet, som EUC Sjælland har indledt for at styrke deres fagligt stærkeste elever. Det betyder, at der blandt andet er afsat en talenttræner til at skærpe håndværkertalenternes evner og fokus, der vil blive udfordret under DM.

– Vi vil gerne understøtte de mange håndværkertalenter, som vi har på EUC Sjælland, og give dem de bedste betingelser for at blive endnu bedre. Vigtigst af alt, så vil vi sørge for at skabe nogle af fremtidens bedste håndværkere, forklarer John Norman, der er direktør på EUC Sjælland.

 

Bygningsmaler Jasmin Vejnø Halling er klar til DM i Skills 2021. Pressefoto.