For 27-årige Christian Lodal har vejen til bioanalytikerstudiet på Absalon i Næstved været brolagt med små positive bump, der i dag gør ham til en stærk og super motiveret studerende. Han gik i gang med studiet i sommeren 2018 og afslutter det vinter 2021.

”Lige efter gymnasiet ville jeg gerne være redder, men jeg valgte i stedet at gå i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, og jeg må nok indrømme, at det naturfaglige på uddannelsen optog mig lidt mere end det rent sygeplejefaglige. Jeg forlod uddannelsen, men mit karaktergennemsnit var ikke højt nok til at begynde på bioanalytikerstudiet på Absalon, så jeg valgte at tage endnu en omvej for at komme ind på favoritstudiet, og i to år læste jeg molekylær og medicinal biologi på Roskilde Universitet. Herefter har det heddet Absalon og bioanalytiker,” fortæller Christian Lodal.

Han føler, at studiet på en måde samler op på de forskellige faglige input, han hidtil har fået fra de uddannelser, han har rundet.
”Det naturvidenskabelige, det med sygdom, interesserer mig, og selve den patientkontakt, man har som bioanalytiker, passer mig godt. Der opstår kontakt med det samme, du er sammen med en patient typisk i et kvarter, og så venter den næste udfordring på dig,” siger Christian Lodal.

Hans erfaring fra praktiktiden indtil nu er, at det, han lærer på Absalon er noget helt grundlæggende inden for bioanalyse, og at det uden videre kan bruges til noget meget konkret.

”Fx har jeg lært om de markører, der er i blodet, og det kan jeg bruge i en diagnostisk retning og antyde, at en patient fejler det og det,” tilføjer han og husker tilbage på de praktikophold, han allerede har gennemført.

På første semester var han i praktik på Nuklearmedicinsk afdeling på Næstved Sygehus. Han betegner den som en uhyre velfungerende afdeling.

Læs mere om uddannelsen hos Absalon her.

Pressefoto