Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2020/06/12 til 2020/06/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HERLUFMAGLE: 21-årig anholdt efter indbrud
En 21-årig mand fra Dianalund blev mandag klokken 22.20 anholdt i Herlufmagle. Det skete, efter at han havde begået indbrud hos en ældre kvinde, som bor på Birkevænget. Kvinden har forklaret til politiet, at der pludselig stod en mand i hendes stue, men han hverken truede eller overfaldt hende. Hun tilkaldte politiet, som kunne anholde den 21-årige på stedet. Han har indrømmet, at det var ham, der brød ind for at skaffe penge. Den 21-årige blev siget for indbrud og taget med til politistationen i Næstved. Undervejs truede han en af politibetjentene, og han blev derfor også sigtet for trusler mod politiet.

KARREBÆKSMINDE: Benzintyv
Et vidne havde natten til søndag klokken 0.48 lagt mærke til to unge mænd, der luskede rundt på Karrebæksstræde ved Karrebæk – formentlig fordi de var ved at stjæle benzin fra nogle både. De to unge mænd stak imidlertid i første omgang af fra stedet, men den ene havde efterladt sin bil. Og den savnede han tilsyneladende, for lidt efter vendte han tilbage til stedet for at se, om kysten var klar. Det var den ikke, og vidnet fik fat i den unge mand og tilbageholdt ham, til politiet kom. Det var en 20-årig mand fra lokalområdet, som blev sigtet for tyveri af benzin.

TAPPERNØJE: Drenge kastede sten mod parkerede lastbiler
Et vidne havde set at to drenge søndag aften stod og kastede sten mod nogle parkerede lastbiler på Teglvej i Tappernøje, så ruderne i lastbilerne blev knust. Kort efter var politiet på stedet og kunne gribe de to drenge, der er 11 og 9 år, på fersk gerning. Drengenes far blev tilkaldt, og han og de to drenge fik en alvorlig snak med betjentene på stedet. Der venter formentlig en sag om erstatning.

NÆSTVED: Flere ulovlige planter og hash
Politiet ransagede i går formiddags klokken 10.04 en lejlighed på Kildemarksvej i Næstved. Her fandt betjentene fire hampplanter, og en 17-årig ung mand blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer. Næsten samme scenarie udspandt sig en halv time senere klokken 10.40, hvor en lejlighed på Jernbanegade også blev ransaget. Her fandt politiet bl.a. fire friske skunkplanter, nogle tørrede skunkplanter og 59 gram hash.

NÆSTVED: Mand varetægtsfængslet efter overfald på kvinde
Natten til lørdag fik politiet en anmeldelse om at en kvinde var blevet overfaldet af en mand på en adresse i Næstved. Politiet fandt ret hurtigt frem til den mand, der var mistænkt for overfaldet, og han blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Det drejer sig om en 45-årig mand fra Næstved, som søndag blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet.

NÆSTVED: Mand på legeplads havde hash
Nogle vidner undrede sig fredag aften klokken 19.46 over, at tre voksne personer gik rundt på en legeplads på Kildemarksvej i Næstved. En politipatrulje kørte forbi og fik fat i de tre personer. En af dem – en 34-årig mand fra byen – havde hash på sig, og han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Herlufmagle Birkevænget Hus Mandag kl. 22:06 Intet stjålet
Fuglebjerg Mågevej Hus Onsdag kl. 12:00-fredag kl. 10:00 Smykker
Næstved H. C. Andersensvej Lejl. Fredag kl. 16:00-17:00 Pung med div. kort og kontanter
Næstved Vejløvej Hus Mandag klokken 23.55 Intet stjålet
Næstved Erantisvej Lejlighed Fredag klokken 18.00 – søndag klokken 09.00 Intet stjålet

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Næstved Onsdag klokken 10.00 – 13.00 To sigtet for at have anvendt håndmobiltelefon under kørslen
Næstved Fredag klokken 14.30 – 18.30 20 køretøjer standset – en sigtet for spirituskørsel, en sigtet for ikke at have generhvervet førerret, en sigtet for ikke at have medbragt kørekort, en sigtet for at have benyttet håndholdt mobiltelefon, en sigtet for ikke at have anvendt sikkerhedssele, en sigtet for at køre frem for gult lys før rødt lys og en sigtet for at have overhalet over fuldoptrukken spærrelinje
Næstved Fyrreparken Torsdag klokken 07.45-08.00 Uopmærksomhedskontrol – 27 køretøjer kontrolleret – ingen sager.
Næstved Skyttemarksvej Torsdag klokken 08.03-08.13 Uopmærksomhedskontrol – 26 køretøjer kontrolleret – ingen sager.