Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2020/05/01 til 2020/05/12.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

NÆSTVED: Påvirket, uden kørekort og med hash i bilen
Politiet standsede torsdag klokken 20.50 en 24-årig mand uden fast bopæl, der kom kørende på Fabriksvej i Næstved. Den 24-årige var rødøjet og virkede påvirket af stoffer, og en narkometertest gav da også udslag for cannabis og kokain. Derfor blev han anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han også var frakendt kørekortet, blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Politibetjentene fandt en klump hash, og den 24-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En 28-årig mand, der var med i bilen, havde 0,6 gram kokain og to gram hash og blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: 67-årig anholdt efter blufærdighedskrænkelse
Lørdag klokken 21.10 fik politiet en anmeldelse om, at en mand stod ved legepladsen ved Susåen ved Kompagnistræde i Næstved, og han havde blottet sig for et par unge piger. En politipatrulje anholdt klokken 21.20 den pågældende, der ganske rigtigt stod på stedet med gylpen åben. Det var en 67-årig mand, der blev sigtet for blufærdighedskrænkelse og taget med til politistationen i Næstved. Her fandt betjentene et gram kokain på den anholdte, som derfor også blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 67-årige blev løsladt igen klokken 23.26.

NÆSTVED: Sigtet for vold efter strid om dyner
En 18-årig kvinde fra Næstved var søndag aften udsat for vold. Hun ville afhente noget sengetøj hos en bekendt i den sydlige del af byen, men de ragede uklar, og striden endte med, at den 18-årige fik et knytnæveslag i ansigtet. Politiet ankom kort efter til stedet, og klokken 0.55 anholdt betjentene en 17-årig kvinde, der blev sigtet for vold. Hun blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 2.24.

NÆSTVED: Fulde folk på sporet
Politiet fik tirsdag klokken 12.24 en anmeldelse fra DSB om, at to personer, som var på banegården i Næstved, havde været nede på sporene og haft fat i nogle skilte, som tilhører DSB. På baggrund af beskrivelse af de to personer fik en politipatrulje fat i den kort efter. Det var en 40-årig kvinde fra Holme-Olstrup og en 38-årig mand fra København, og de var så fulde, at de ikke kunne tage på sig selv. De blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og derefter anholdt og taget med til politistationen i Næstved. De blev begge løsladt igen sidst på eftermiddagen.

NÆSTVED: 14-årig stjal drikkevarer
Tirsdag klokken 16.18 fik politiet en anmeldelse om, at personalet i Bilka i Næstved Storcenter havde standset en ung fyr, der var gået gennem kasselinjen uden at betale for nogle drikkevarer, han havde i sin taske. Det viste sig at være en kun 14-årig dreng fra Næstved, som havde stjålet to breezere og en energidrik. Hans forældre blev tilkaldt, og han blev afhørt på stedet. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.

NÆSTVED: Forsøgte at stikke af fra politiet
En 15-årig og en 16-årig dreng fra Næstved forsøgte tirsdag aften at stikke af fra politiet. Det skete på Vordingborgvej i Næstved, hvor politiet havde fået en anmeldelse om, at der blev smadret ruder i en tom erhvervsbygning. Da en politipatrulje ankom til stedet omkring klokken 20.30, løb de to drenge rundt på taget af bygningen og de prøvede at stikke af, hvilket dog ikke lykkedes. Det var ikke muligt at konstatere, at der var knust ruder på stedet, men begge drenge blev sigtet for overtrædelse af ordenbekendtgørelsen.

NÆSTVED: Havde hash i bilen
Politiet tjekkede onsdag klokken 0.50 en bil, som holdt ulovligt parkeret på Rolighedsvej i Næstved. Der sad to kvinder i bilen, og den ene virkede påvirket af stoffer. Det viste sig da også, at hun havde to små poser med i alt 2,3 gram hash på sig, og derfor blev hun sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Bilejeren, som kort efter ankom til stedet, blev vejledt om at få flyttet bilen.

HERLUFMAGLE: Fem mænd sigtet efter lov om euforiserende stoffer
Politiet fik i går klokken 17.08 en opringning fra en borger, der havde set en mand gå rundt med en pistol i Gelsted. Flere politipatruljer blev sendt til stedet, og fik omringet den bygning, hvor manden med pistolen skulle befinde sig. I huset blev der fundet 49 gram hash og en splatterpistol, og fem mænd i alderen 43 til 55 år blev anholdt og sigtet efter lov om euforiserende stoffer. De blev alle løsladt efter endt afhøring senere på dagen.

NÆSTVED: Tre taget på fersk gerning i butikstyveri
Politiet fik fredag klokken 17.41 en anmeldelse om at tre mænd, hvis bil holdt parkeret ved Næstved Megacenter, optrådte mistænkeligt. De kom med mellemrum hen til bilen, hvor de tømte deres rygsække, og herefter gik de videre til butikkerne i området. Politiet anholdt tre mænd i alderen 25-29 år, alle fra København. Da den parkerede bil blev undersøgt, fandt politibetjentene 149 spraydåser med maling og malerprodukter, adskillige flasker vin og spiritus, knive og noget tøj. Varerne stammede bl.a. fra Biltema og Intersport, og de tre mænd blev herefter sigtet for butikstyveri. De blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt senere på natten.

NÆSTVED: To havde hash
Politiet fik torsdag klokken 20.10 en anmeldelse om, at der sad flere personer i et skur på Farimagsvej i Næstved, og anmeldelsen gik på, at de indtog ulovlige stoffer. Det var otte personer i alderen 16-23, og det viste sig, at en 20-årig mand fra Næstved havde 3,6 gram hash, mens en 19-årig mand fra Næstved havde 0,4 gram hash på sig. De blev begge sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og de blev herefter alle anmodet om at forlade stedet.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Præstø Landevej Hus Søndag klokken 13.00 – onsdag klokken 17.30 Lamper og stole
Næstved Faunedalen Hus Fredag klokken 03.35 Lampe

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Glumsø Møllebækvej Torsdag klokken 13.30 – 14.00 10 køretøjer kontrolleret, en sigtet for at køre for stærkt
Næstved Vordingborgvej Lørdag klokken 01.24 – 01.36 Hastighedskontrol, en sigtet for at køre for hurtigt, med klip til følge
Næstved Vordingborgvej Lørdag klokken 23.54 – søndag klokken 00.27 Hastighedskontrol, en sigtet for at køre for hurtigt, med klip til følge
Sandved Skælskør Landevej Torsdag klokken 13.09 – 13.56 Hastighedskontrol – en sigtet for at køre for hurtigt, med klip til følge
Næstved Søndag kl. 11.30 – 13.30 15 køretøjer kontrolleret. 10 sager i alt. 3 sager vedrørende inddragelse af nummerplader, 2 grundet manglende forsikring og 1 grundet restance til det offentlige. 1 kørte uden gyldigt kørekort, 1 anvendte håndholdt mobiltelefon under kørsel, 1 brugte ikke sikkerhedssele, 1 overhalede over spærrelinje, 1 havde ikke medbragt kørekort under kørslen og 2 parkeringsafgifter udstedt.

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Glumsø Skelbyvej Onsdag klokken 10.19 – 13.10 ATK 404 80 km/t 85 km/t
Glumsø Østergade Onsdag klokken 8.24-9.30 ATK –
bestilt færdselskontrol
36 0 50 km/t