Album-aktuelle Peter Sommers netop offentliggjorte turné kommer til Næstved den 12. december. Billetsalget er startet.

Peter Sommer er en af dansk rocks mest solide succeser. Siden hans folkelige gennembrud med ”Valby Bakke” i 2004 har solokarrieren budt på den ene succes efter den anden, og den nåede et kommercielt højdepunkt med albumsuccesen ”Elskede at Drømme, Drømmer om at elske” for to år siden.

Nu har Peter Sommer og hans faste band Tiggerne udsendt endnu et album, “Stærk Strøm Hen Over Ujævn Bund”, der indtil videre har høstet roser, hjerter og stjerner fra de danske musikanmeldere.

Peter Sommer fortæller om det nye album: ”Når man vælger at gå med det der berømte flow, opleves det netop som en stærk strøm hen over ujævn bund. Fart på, alt kan ske. Som i en drøm, der blev til et album! Drømmen vi elskede at drømme på sidste album, er egentligt fuldstændig intakt her på “Stærk Strøm Hen Over Ujævn Bund”: et hak længere ind mod ens kerne, et hak længere ud mod alle de andre.”

Skanderborgenseren har trods et par travle år, hvor der på livefronten er blevet fulgt op på den prisvindende albumsucces ”Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske”, formået at smede endnu et gedigent album sammen og er nu klar til at spille det live for publikum. Derfor vender Peter Sommer & Tiggerne tilbage til de store spillesteder og heriblandt også Sydsjællands største kulturcenter, Grønnegade Kasernes Kulturcenter den 12. december.

“Stemningen har simpelthen aldrig været bedre, lettere og stærkere i det her efterhånden ældre orkester. Ambitionerne, scenerne og sangene vokser stadig her på 15. år”, udtaler Peter Sommer om arbejdet med Tiggerne og det nye album.

Billetsalget til koncerten den 12. december i Næstved er netop startet. Billetter til den stående koncert sælges på www.gkkultur.dk og på billetkontoret på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Pressefoto
Del på sociale medier