God musik og ligestilling mellem kønnene er i fokus denne lørdag, den 29. februar kl. 12, hvor  Næstved Biblioteks “husmusiker”, Rasmus Hedeboe, spiller sammen med sanger og debattør Nana Jacobi.

“Middagsmusik” er en spændende og behagelig blanding af interview og koncert, hvor man som publikum får et indblik i kunstnerens musikalske liv og karriere.

“Lokale” Rasmus Hedeboe akkompagnerer på guitar og står for præsentation og interview af kunstnerne. Denne gang har han inviteret sanger, musiker, debattør og feminist Nana Jacobi på scenen til sammenspil og snak. Nana Jacobi er blandt andet aktuel med den smukke single: “Sneblind”.

Koncerten afholdes i forbindelse med at man har fokus på FNs Verdensmåls delmål “Ligestilling mellem kønnene” og Nana Jacobi har om nogen øje for vigtigheden af ligestilling indenfor musikkens verden, som er meget domineret af mænd.

Hun Solo
Nana Jacobi er netop nu på vej med sit fjerde album, som er det første hun udgiver på dansk. Det udgives på det “kønsbalancerede” pladeselskab Hun Solo Records, som er en udløber af koncertkonceptet: Hun Solo, som hun er medstifter af og har optrådt med mange gange. Blandt andet afholdes endnu en stor Hun Solo koncert på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts på Hotel Cecil i København. I 2018 og 2019 optrådte f.eks. svenske Jenny Wilson, Pernille Rosendahl, Selina Gin fra Nelson Can, Drew og Ellis May til denne begivenhed.

Derudover har Nana Jacobi, sammen med Isam B fra Outlandish, været med til at skrive den meget omdiskuterede sang “Ramadan i København”, som skabte megen debat og blandt andet blev trykt på forsiden af Politiken.

Fra bibliotekets side, er det med stor glæde, man byder velkommen til den frem for alt meget dygtige sangerinde og sangskriver Nana Jacobi og alle kan glæde sig til at opleve sammenspil og snak med Rasmus Hedeboe i en skøn musikalsk time på biblioteket.

Arrangementet er gratis, man skal bare møde op. For mere information klik her.

Nana Jacobi. Pressefoto.