Mandag den 3. februar fra kl. 17.15- ca. 20.30 inviterer Nordisk Film Biografer Næstved, Næstved Bibliotek og Næstved by People til Snik-Snack Movie i biografen på Fabriksvej 1, Næstved.

Nordisk Film Biografer Næstved, Næstved Bibliotek og Næstved by People er gået sammen om et nyt koncept, som udvider din biografoplevelse med både ny viden, snack og snak. Konceptet hedder Snik-Snack Movie og bliver udført første gang den 3. februar fra kl. 17.15 til ca. 20.30, hvor man skal se Klovn 3: The Final. Filmene til Snik-Snack Movie vil blive nøje udvalgt efter, hvilke der kunne have relevans for målgruppen. Derudover vil hvert arrangement have et gennemgående tema, som både oplæg, film og snakken bagefter vil berøre.

Aftenens tema vil være “upassende” og vil både byde på oplæg om genren “Sitcom”, som Klovn-filmene er inspireret af, visning af den nyeste og sidste Klovn-film samt en efterfølgende snak om filmen over en bid pizza.

Snik-Snack Movie er blevet skabt af inspiration fra Nordisk Film Biografer Næstved og Næstved Biblioteks nuværende koncept Brød, Bog og Bio, men med en vinkel til et yngre publikum. Dette har de fået sparring til via Næstved by People, som arbejder med at synliggøre samt skabe flere oplevelser for unge i Næstved Kommune.

I Klovn The Movie (2010) handlede det om Franks kamp for at blive far. I Klovn Forever (2015) handlede det om venskabet med Casper. Og i Klovn 3: The Final handler det om kærligheden. Det bliver en pinagtig og vanvittig Klovn-rejse på det store lærred. Frank runder de 50 år og får mulighed for at kigge på sit eget liv udefra. Alt er på spil.

Selvom Snik-Snack Movie er rettet mod unge mellem 18 og 30 år, er alle uanset alder velkommen til at deltage. Det koster 150 kroner inkl. kaffe/te, pizza og biografbillet.

Foto: ABW

Aftenens program i biografen:
Fra kl. 17.15-17.30 – velkomst i loungen – oplæg om Sitcom, som Klovn er inspireret af, mens man drikker en kop kaffe/te
Fra kl. 17.45- ca. 19.30 – man ser filmen Klovn 3: The Final
Fra kl. 19.30-ca. 20.30 – pizza i loungen mens man taler om filmen

Drikkevarer: Der er kildevand på bordene. Ekstra drikkevarer kan købes.
Samlet pris for kaffe, pizza og biograf: 150 kr. Prisen er baseret på tilmelding før arrangementet.

For billetkøb klik her.

Del på sociale medier