I uge 42 forvandles Næstved City til den flotteste Halloween by på Sjælland. Flotte græskardekorationer, halmballer og glade græskarmænd kommer til at give byen en hyggelig atmosfære. Børnene kan gå på ”trick or treat”, udskære græskar, lave popcorn, grille skumfiduser eller bare hygge sig i halloweenværkstedet.

Næstved Cityforening

”Vi ser igen i år frem til at opleve byen med et helt andet udtryk, end vi er vant til. Det bliver mest af alt hyggeligt, når byen får en ægte Halloweenmakeover med hundredvis af græskar, hyggelige dekoreringer og spændende aktiviteter. Det giver en helt speciel stemning både blandt butikkerne og gæster i byen, og når mørket falder på, præsenterer byen sig selv, fra den flotteste side.”, udtaler citychef Lars Børsting.

Alle børn op til 14 år kan gå på ’Trick or Treat’, hvor de samler slik og sjove gaver ind fra mere end 20 forskellige forretninger. For at deltage i ’Trick or Treat’ skal man købe en af Næstved Citys græskarposer.
Græskarposerne indeholder en oversigt over de deltagende forretninger og 6 tillægsbilletter, herunder en biografbillet til filmen ’Gooseboy’ i Bio Næstved. Entrébillet til Næstved eller Herlufsholm svømmehal. Og rabatkupon til BonBon-Land og Gavnø Go Fly.

Det forventes at 1.200 udklædte børn går på jagt efter søde sager rundt i byens gader, hvilket vil skabe en forrygende stemning. Græskarposen koster 75,- Se salgssteder på www.naestvedcity.dk

Børnene kan tage deres forældre eller bedsteforældre i hånden og være kreative i vores halloweenværksted på Axeltorv, alle hverdage i efterårsferien fra kl. 12-17.
Mandag – tirsdag kan børnene lave edderkopper, græskar og garnspøgelser, hygge med popcorn over bål, og få lavet ansigtsmaling, så man er helt klar til at gå på ’trick or treat’

Næstved Cityforening

Onsdag, torsdag og fredag har vi 600 græskar som byens børn får lov til at udskære, til lige netop dét græskarhoved de synes er det flotteste. Team Rynkeby Storstrøm, står klar til at assistere og vejlede i kampens hede. De sørger også for, at børnene kan lave popcorn eller grille skumfiduser efter det hårde arbejde. Det er selvfølgelig ganske gratis at udskære græskarhoveder, og de må gerne bringes med hjem, så de kan skabe (u)hygge i hjemmet.

Hvad er en Halloween uden (u)hyggelige historier og fortællinger?
Næstved Cityforening inviterer i samarbejde med Danske Bank og Bikubens Fusionsfond til en (u)hyggelig nattevandring gennem byen, hvor der fortælles (u)hyggelige historier fra Næstved.
Alle historier tager udgangspunkt i rigtige sagn og hændelser der er sket i virkeligheden, men har fået et twist af (u)hygge og fiktion for at passe til Halloween.

Hør blandt andet historien om Heksen Birgitte der blev brændt på bålet, og historien om henretter familien Reeberg der drev bødelfaget i Næstved i flere generationer.
Nattevandringen finder sted fredag d. 18. oktober kl. 19.00 og igen kl. 22.00, med start på Axeltorv. Nattevandringen tager ca. halvanden time, og er gratis at deltage i.