På landsplan kan ungdomsskoler mærke en stigende konkurrence om de lokale unge, som har flere valg og muligheder end nogensinde før. Næstved Ungdomsskole lægger sig derfor i selen for at præsentere et program og en undervisningsform, som taler direkte til de unge. Derfor er skolen fortsat meget populær og har ikke mærket nedgang. Nu sender de et nyt program på gaden.

Pressefoto: Næstved Ungdomsskole.

12. august åbner tilmeldingen til en ny sæson på Næstved Ungdomsskole. Fælles for undervisningen er, at den i sidste ende handler om fællesskab og glæde, hvor unge i mødet med jævnaldrende unge og seje rollemodeller præsenteres for det anderledes læringsbegreb “Edutainment” – mixet mellem uddannelse og underholdning.

– Vi ved, at konkurrencen om nutidens unge – dem vi kalder for fremtidens voksne – bliver større år for år. Ud over stor kvalitet i ungdomsskolens tilbud, skal vi derfor løbende udvikle vores undervisning. For eksempel skal vi, for nogle hold, afvikle det traditionelle klasseværelse. Læringsbegrebet edutainment er en god brugbar metode, hvor man tænker hele læringsrummet – både undervisningsformen og det fysiske rum – mere projektorienteret, inddragende og endda underholdende, fortæller Lisbeth Pedersen, leder af Næstved Ungdomsskole og fortætter: I sidste ende handler det om selvfølgelig også om at kunne tiltrække de helt rigtige undervisere. Undervisere som virkelig udstråler, at de er dét, de underviser i.

Derfor har Næstved Ungdomsskole også i mange år gjort en dyd ud af ikke først at udbyde et fag – og så finde en underviser. I stedet er de på evig udkig efter mennesker, som virkelig har en passion og lever deres fag – herefter udvikler Ungdomsskolen og den kommende underviser et fag og et undervisningsforløb.

Et eksempel på sådan et fag kunne være “Pige i eget liv”, her bliver piger undervist i syning og forskelligt håndarbejde. Men der sker så meget mere på holdet. For det kan være svært at navigere i teenagelivet, og så hjælper det at tale med nogle og være en del af et sammenhold. Derfor har holdet meget organiske rammer og gør meget ud af fællesskab og åbenhed.

Nye fag og velafprøvede hits
Tilbuddene på Næstved Ungdomsskolen er for alle 13 – 18 årige, som har mod på at afprøve deres evner og dygtiggøre sig inden for en lang række fag. I år er der mere end 60 forskellige undervisningstilbud i alt fra klassiske hold som jagttegn og cross til nye hold som grønne events, læderarbejde og Hip Hop kultur samt syv forskellige klubber.

Fagene er del op i kategorier: Movement, Kreativitet & Medie, Mad & Kager, GameTech, Teknologi & Matematik, Sprog & Kultur, Dig Selv & Kloden, Motor & Jagt, Rejser og ikke mindst Køreskolen.

Se mere på www.naestvedung.nu

Pressefoto – Næstved Ungdomsskole.