Bordpladen er i høj grad med til at sætte stemningen i dit køkken, og samtidig er den et af køkkenets centrale og mest udsatte elementer. Tvis Køkkener i Næstved guider dig i valget af den rigtige bordplade.

Går du med køkkendrømme, er der mange valg at tage. Først selve stilen og fronten på køkkenet, og dernæst bordpladen. Marmor, sten, Corian®, laminat eller massivtræ – og skal den være grøn, grå eller naturlig? De næsten uanede muligheder gør valget af bordplade til en stor udfordring for mange.

Tvis Køkkener har et væld af forskellige typer af bordplader, men især tre faktorer bør du lægge vægt på i overvejelserne:

For det første skal materialet og udtrykket matche din køkkenstil og farveholdning. Bordpladen er det ultimative tilbehør til drømmekøkkenet – prikken over i’et, som kan understrege eller ændre udtrykket i hele rummet. Med materialer som sten og Corian® tilføres coolness til en enkel og stram stil, mens en tyk bordplade i massiv eg skaber en stemning af natur og varme.

En anden vigtig faktor er familiens daglige brug af køkkenet. Du bør derfor tage med i dine overvejelser, hvor megen daglig slid bordpladen skal kunne holde til, og hvor meget du ønsker at vedligeholde den. Du kan lære mere om de forskellige materialers funktionelle egenskaber og anbefalinger på www.tvis.com.

Den tredje faktor er prisen, som varierer alt efter, hvilket materiale du vælger.

Tvis Køkkener i Næstved guider dig her til de mest populære typer af bordplader:

PR-foto: Tvis Køkkener

Laminat er meget populært og næsten vedligeholdelsesfrit. Moderne typer af laminat, der i farver og strukturer næsten ligner naturmaterialer som sten, træ eller beton, trender i øjeblikket. Med almindelig daglig rengøring kan bordpladen holde i mange år. Tvis Køkkener anvender en speciallim, som er resistent overfor varme og fugt. På billedet en hvid laminat bordplade til et blåt Tvis Køkken.

PR-foto: Tvis Køkkener

Coretop og Corian® er stærke og eksklusive materialer. Begge typer består af et materiale sammensat af naturlige mineraler og akryl. På Tvis Køkkeners egen bordpladefabrik tilpasses hver enkelt plade til de specifikke mål og herunder bliver samlinger gjort næsten usynlige. Længe har tynde bordplader på 12 mm med et svævende udtryk været populære, men nu peger tendensen på tykkere bordplader på 30 eller 40mm. Både Corian® og Coretop er nemme at vedligeholde og har en lang holdbarhed. På billedet en hvid Coretop plade.

PR-foto: Tvis Køkkener

Massiv træ er klassikeren, der bringer varme og natur ind i ethvert køkken. Eg og ask er de to mest populære træsorter, som fremstilles af FSC-certificeret træ på Tvis Køkkeners egen fabrik. Her kan du igen vælge mellem forskellige varianter og farvetoner – natur, hvidolieret, sort- og gråolieret. Det levende og fleksible naturmateriale kan med en let, daglig vedligeholdelse og jævnlig oliebehandling holde i mange år – og så kan det endda slibes ned og olieres op igen.

PR-foto: Tvis Køkkener

Sten, granit og marmor matcher tidens trend med at indrette boligen med naturens egne materialer. Granit og marmor er naturprodukter, og derfor er hver eneste plade unik. Tvis Køkkener tilbyder fire forskellige typer af granit, som stammer fra granitbrud på Bornholm. Marmor er den eksklusive og raffinerede bordplade, mens granit kan være mere råt og kontrastfyldt. Naturmaterialerne er som udgangspunkt hårde og modstandsdygtige, men de kræver pleje og vedligeholdelse og ligger prismæssigt i den dyrere ende. På billedet Grip-line med bordplade i grøn marmor.