Glæden var stor, da Novenco Building & Industry blev kåret som den lokale vinder af Årets Læreplads. Virksomheden har tidligere vundet titlen tilbage i 2013.​​​​​​​

Mellem august og oktober måned har elever på EUC Sjælland kunnet indstille deres læreplads til at blive årets bedste. En lang række virksomheder blev indstillet, men det var Novenco, der løb med titlen i år.

Efter de lokale nomineringer er annonceret, har de indstillede virksomheder muligheden for at blive kåret som Danmarks bedste læreplads. Kåringen af Årets Læreplads finder sted den 15. november i København.

Det er Danske Erhvervsskoler der står bag initiativet, som blandt andet har til formål at sætte fokus på erhvervsuddannelsernes værdier. Samtidig skal prisen medvirke til, at flere virksomheder ser fordelen ved at tage lærlinge og elever ind på arbejdspladsen. Målet er at synliggøre behovet for flere praktikpladser i de danske virksomheder.

En stolt virksomhed, der tager socialt ansvar
Novenco vandt også prisen tilbage i 2013. Men det betyder ikke, at æren er mindre denne gang.

– Vi er utroligt stolte og beærede over, at blive indstillet igen. Diplomet er en bekræftelse af, at vi gør vores arbejde godt. I hverdagen tænker vi jo ikke over, at vi gør noget specielt eller helt ekstraordinært. Tværtimod gør vi bare, hvad vi føler, er den rigtige måde at arbejde på, fortæller Klaus Rasmussen, der er Production Manager på Novenco.

Men Novenco er en helt speciel virksomhed – især hvis man spørger lærling Michael Jakobsen. Det er nemlig ham, der har indstillet Novenco til Årets Læreplads.

– Der er ingen tvivl om, at Novenco gør meget for, at tilbyde lærepladser til alle, som det er dem muligt at uddanne. Samtidig tager de mange praktikanter ind, eksempelvis folk i fleksjob og flygtninge under uddannelse, mens de også bakker op om flere sociale og udviklende arrangementer. Udover at skulle fungere som virksomhed, har de et stort fokus på at tage socialt ansvar. Det finder jeg meget beundringsværdigt, lyder det fra Michael Jakobsen, der er i lære som klejnsmed hos Novenco.

Michaels vej til lærepladsen hos Novenco er en smule usædvanlig. Han har nemlig valgt sin specifikke uddannelse, grundet den arbejdsglæde han fandt hos Novenco.

– Jeg var allerede hos Novenco som arbejdsdreng og vikar, og blev rigtig glad for at være der. Her fik jeg så tilbuddet om fastansættelse, men jeg havde ikke lyst til at arbejde som ufaglært. Egentlig ville jeg rigtig gerne i gang med en uddannelse på det tidspunkt. Efter to-tre dage fik jeg et nyt tilbud; Novenco ville ansætte mig som lærling i stedet, så jeg kunne starte på min uddannelse. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, fortæller han smilende.

Direktør for EUC Sjælland, John Norman, overrakte diplomet til Novenco. Fra venstre ses John Norman, lærling Michael Jakobsen, Klaus Rasmussen og Brian Brix, der er hhv. Production Manager og lærlingekoordinator hos Novenco. Foto: EUC Sjælland