Great Place To Work® har netop kåret Beierholm, der blandet andet har en afdeling i Næstved, som Danmarks tredjebedste arbejdsplads målt på medarbejdertilfredshed blandt virksomheder med over 500 ansatte. Dermed er Beierholm den eneste virksomhed i kategorien, som gennem de seneste 6 år konstant har fastholdt en top-3 placering.

Foto: Beierholm

Rådgivnings- og analysevirksomheden Great Place To Work® kårer hvert år Danmarks bedste arbejdspladser målt på arbejdsglæde og trivsel blandt medarbejderne. Tirsdag aften blev det offentliggjort, at Beierholm kan smykke sig med titlen tredjebedste arbejdsplads i kategorien virksomheder over 500 ansatte.

Som nævnt er Beierholm den eneste virksomhed i kategorien, som konstant har holdt sig i top-tre over de seneste 6 år. HR chef Anders Thorup siger: “Vi deltager ikke alene i Great Place To Work® for at få flotte placeringer. Vi deltager primært for at have et internt fokus på medarbejdertrivslen baseret på et faktuelt grundlag, og det er netop det vedholdende arbejde, der gør, at vi kan holde et stabilt topniveau.”

Ifølge adm. dir. Kenneth Jensen er det afgørende for en vækstvirksomhed som Beierholm at prioritere dette arbejde særdeles højt, fordi trivsel og vækst hænger uløseligt sammen:

“Vi er stolte af for 6. år i træk at få tildelt en podieplacering i Great Place To Work’s® trivsels-undersøgelse, især set i lyset af, at Beierholm i samme 6-års periode er fordoblet i både omsætning, antal medarbejdere og antal afdelinger. Det er en præstation i sig selv at fastholde en høj medarbejdertilfredshed, samtidig med at man byder velkommen til mange nye kolleger”.

I det senest offentliggjorte årsregnskab er Beierholms omsætning vokset med ca. 10% til 888 millioner kroner, og der er i dag ca. 1.200 medarbejdere fordelt på 29 kontorer rundt om i hele landet – blandt andet i Næstved.

Beierholms vækst er resultatet af den konsolidering, der pågår i revisionsbranchen i disse år. Øgede krav til digitalisering, kompleks lovgivning og kundernes efterspørgsel efter specialkompetencer gør, at det er attraktivt for mindre revisionsvirksomheder at blive en del af Beierholm.

“De virksomheder, som vælger at gå sammen med os, får frihed og rum til selv at drive deres forretning med stor grad af selvstændighed, men med adgang til stærke specialistfunktioner og værktøjer inden for blandt andet skat, IT og digitalisering.

Samtidig giver vi den enkelte medarbejder de bedste rammer til at udvikle sig og skabe resultater i et stærkt fællesskab.Det er en model, der er attraktiv for rigtig mange mindre revisionsvirksomheder”, siger Kenneth Jensen.

De seneste seks år har Beierholm ligget i top-3 hos Great Place To Work®, når det gælder medarbejdertilfredshed og trivsel – 2 førstepladser, 2 andenpladser og 2 tredjepladser. Foto: Beierholm